En opsigtsvækkende slags byttehandel kan måske være under opsejling. USA's præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, virker til at være ved at finde frem til en aftale, der kan sikre fortsat amerikansk støtte til Ukraine.
Det er Ukraines sjældne jordarter, som har fanget den amerikanske præsidents interesse. Trump mener, at USA skal have mineralerne, der for eksempel indbefatter sjældne metaller, som er afgørende i forskellige slags teknologier, hvis USA skal støtte Ukraine i krigen mod Rusland.
Og Zelenskyj er åben for idéen. Læs her mere om USA's interesse i Ukraines naturlige ressourcer.
- Hvad er Ukraines sjældne jordarter?
Sjældne jordarter er en gruppe af 17 metaller, der bruges i for eksempel elektriske biler, mobiltelefoner, missilsystemer og anden elektronik. Der er ingen kendte alternativer.
Og Ukraine har store mængder af dem. Der er blandt andet sjældne jordarter som lanthan og cerium. De bruges til tv'er og belysning. Der er også neodym, der bruges i vindmøller og batterier til elektriske køretøjer.
Listen er meget længere endnu. Ifølge Verdens Økonomiske Forum er Ukraine en potentiel nøgleleverandør af en lang række af sjældne jordarter og mineraler.
- Er der andet?
Ja. I det hele taget er Ukraines undergrund rig på eftertragtede metaller og ressourcer.
Ifølge Ukraines statsinstitut for geologi har landet en af Europas største reserver af litium. Det er ikke en sjælden jordart, men et yderst eftertragtet metal. Efterspørgslen på metallet er kraftigt stigende. Det er afgørende for at lave for eksempel batterier til elektriske biler. Ukraine skønnes at have litium til en samlet værdi af 273 milliarder kroner.
Instituttet for geologi skønner samtidig, at Ukraine har de største reserver af titanium i Europa. Det bruges i rumfart og elektronik. Og så har Ukraine også en af verdens største reserver af grafit, som også bruges i en række industrier. I 2023 importerede USA al sin grafit.
- Hvad ønsker Trump?
Trump sagde mandag, at han vil have Ukraine til at forsyne USA med sjældne jordarter som en slags betaling for fortsat økonomisk støtte fra USA.
- Vi siger til Ukraine, at de har meget værdifulde sjældne jordarter. Vi ser på at lave en aftale med Ukraine, sagde han.
Det står ikke klart, om Trump henviste til alle typer kritiske mineraler eller udelukkende sjældne jordarter. USA er afhængig af import af nogle kritiske mineraler, mens Kina er førende udvinder af dem, herunder af sjældne jordarter.
EU-Kommissionen vurderer, at Ukraine er "en potentiel kilde til over tyve kritiske råmaterialer".
- Hvad siger Ukraine?
Præsident Zelenskyj opfordrer amerikanske virksomheder til at investere i landets sjældne jordarter. Zelenskyj mener, at det vil være "retfærdigt" at give amerikanske selskaber adgang til mineralerne, eftersom amerikanerne har hjulpet Ukraine med at bekæmpe russiske styrker.
Han ser det som en "vigtig økonomisk" del af sin såkaldte sejrsplan, som har til formål at afslutte den snart tre år lange krig med Rusland.
/ritzau/