DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

22-årig dansk svejser med konkurrenceerfaring går efter guld på hjemmebane

Jakob Østergaard Nielsen er udtaget til EuroSkills 2025 i Herning efter en stærk præstation ved VM i svejsning.
25. APR 2025 12.24

En af Danmarks dygtigste unge svejsere, 22-årige Jakob Østergaard Nielsen fra Sjølund – en mindre by syd for Kolding i det sydlige Jylland – skal repræsentere Danmark ved EuroSkills 2025. Det europæiske mesterskab for unge faglærte samler deltagere fra hele Europa, der dyster inden for en lang række håndværksfag. Det skriver JV.dk.

Jakob er i lære som smed og blev i 2023 kåret som Danmarks bedste svejser ved DM i Skills. Det sikrede ham en plads på det danske Skillslandshold og senere en billet til verdensmesterskabet WorldSkills i Lyon, hvor han opnåede en 14. plads ud af 42 deltagere i svejsning.

– Vi blev så meget klogere efter WorldSkills i Lyon – særligt på hvordan og hvad man får point for i konkurrencen. Det gør mig i stand til at prioritere endnu bedre til EuroSkills. Det bliver et hektisk år med masser af træning, og jeg glæder mig helt vildt, siger Jakob Østergaard Nielsen, der ventes at få sit svendebrev til august.

EuroSkills 2025 afholdes i MCH Messecenter Herning fra 9.–13. september og bliver første gang, konkurrencen finder sted i Danmark. I alt deltager over 600 unge fra 32 lande i 38 forskellige fag. Danmark stiller med 43 deltagere.

jel

Tilmeld dig nyhedsbrevet