Grøn omstilling kræver et opgør med gammeldags borgerinddragelse

Den grønne omstilling kræver nye måder at arbejde på, ikke mindst når det kommer til samskabelse og inddragelse af borgerne. Det mener Anne Tortzen, grundlægger og leder af Center for Borgerdialog. 

Sammen med Annika Agger, lektor på Institut for samfundsvidenskab og erhverv på RUC, er hun aktuel med en ny bog, Klima, demokrati og samskabelse, som undersøger, hvordan kommunerne kan samarbejde med engagerede borgere og virksomheder. 

Hvis kommunerne skal have succes med det brede samarbejde, kræver det, at man er klar til at gå alternativt til værks: 

- Vi er vant til de besværlige, tunge planprocesser fra de store anlægsopgaver med VE-anlæg. Det er en tung top-down tilgang, som der ikke er blevet rykket meget ved, forklarer Anne Tortzen. 

Der er dog sprækker i de gamle processer, og mange kommuner arbejder med nye måder at involvere borgere og andre interessenter. Det gælder blandt andet brugen af opgaveudvalg og borgersamlinger, som er med at tage borgerne med ind i kommunens maskinrum. 

- Kommunerne står med en dobbelt rolle, hvor man på den ene side skal blive ved med at stille krav til leverandører og samarbejdspartnere, men samtidig også huske at hjælpe borgernes klimaambitioner og -indsatser på vej og være med til at gøre projekterne større og stærkere, end hvis borgerne skulle løfte det hele selv. 

Derudover er der flere eksempler på projekter, hvor den klassiske top-styring bliver brudt op, hvor borgerne i højere grad har taget teten med støtte fra kommunen, fortæller Anne Tortzen: 

- Hvis vi skal lykkedes, kræver det, at vi metaforisk lader 1.000 blomster blomstre. I en af de kommuner, jeg har besøgt, er mottoet, at det eneste forkerte, man kan gøre ift. grønne tiltag, er ikke at gøre noget. Så lad os give plads til så mange initiativer som muligt.

Dyrk borgernes engagement

Anne Tortzen vil ikke pege på én metode frem for en anden for, hvordan kommunerne kan accelerere den grønne omstilling sammen med borgerne. 

- Nogle beslutninger har så gennemgribende effekter, at de ikke kan overlades til et lokalområde eller borgerne alene. Der er også brug for top-down-regulering, forklarer Anne Tortzen. 

For eksempel efterspørger flere kommuner efterspørger en mere klar top-down-regulering fra statens side, som i det seneste års tid har arbejdet med en national screening med henblik på at planlægge og koordinere etableringen af 10-15 energiøer på land. 

- Spørgsmål som ‘Hvad skal vi som samfund bruge vores arealer til?’ kræver top-styring, understreger Anne Tortzen. 

Det betyder dog ikke, at myndighederne ikke med fordel kan involvere borgerne i store spørgsmål som fx prioritering og implementering af grønne løsninger gennem borgerting og -samlinger. 

Forskning viser, at borgerne i samlingerne generelt er mere progressive og ambitiøse end de folkevalgte politikere, ligesom ambitionsniveauet fra borgerne stiger i takt med, at de får mere viden, fortæller Anne Tortzen. 

Derudover kan kommunerne høste mange grønne projekter og initiativer ved at sætte borgerne og lokalsamfundene fri i den grønne omstilling. 

- Vi er generelt ikke så gode til at stole på, at borgere og lokalsamfund kan være med til at drive den grønne omstilling. Man skal lytte til, hvor borgernes engagement er, og de har tit en enorm vilje til at handle, der hvor de er. 

- Det er måske ikke noget, vi kan se i det store CO2-regnskab, og de store beslutninger bliver taget langt væk fra borgerne, men det er demokratisk set vigtigt som borger at opleve, at man rent faktisk kan gøre en forskel. 

Vild med vilje

Men har kommunerne været for dårlige til at høste den vilje til at handle, som i et vist omfang kom til udtryk i Klimavalget i 2019 og det efterfølgende kommunalvalg? 

Det findes der ikke noget entydigt svar på, mener Anne Tortzen. Hun understreger dog, at kommuner fortsat tænker for traditionelt om deres egen og borgernes rollei den grønne omstilling. . Det er der behov for at gøre op med, mener forfatteren. 

- Vi har brug for en helt ny måde at tænke proces og indtænke samskabelse på. Kommunerne skal i meget højere grad indtage en rolle som fødselshjælper for de grønne initiativer og slippe de fasttømrede beslutningsprocesser og styringsbehov.

Hidtil er det kun lykkedes i enkelte tilfælde. Her er et par eksempler på, at det er lykkedes at lade 1000 blomster blomstre:Vild med Vilje-projektet og Biosfære Møn – begge indsatser, hvor mange forskellige borgere bidrager til at øge biodiversiteten helt lokalt  

Kommunernes arbejde er præget af en høj grad af seriøsitet og styring, fortæller Anne Tortzen, mens ’lad 1000 blomster blomstre’ indsatserne i højere grad er præget af borgernes engagement, understøttet af staten og kommunerne. 

De mange indsatser er knopskudt landet over i en ukontrolleret proces, nogle vil nok sige ligesom ukrudt, mens andre vil kalde det som vild natur. 

- Dybest set handler det om at have tillid til at idéer, handlinger og løsninger kan komme andre steder fra, end de systemer vi er vant til. Vi må som samfund udvikle vores traditionelle tanker om politikernes og borgernes rolle, hvor man kan lukke borgerne ind, og hvad de kan bidrage med. Det gælder i høj grad også kommunerne.

Denne artikel er oprindeligt bragt på DOI.dks søstermedie Kommunen.dk.