Hanstholm Havn
Problemhavnen blev kommunal efter kaos-år, men problemerne begyndte langt tidligere
Havnechef Søren Zohnesen (V) er en af flere lokalpolitikere, der har haft en dobbelt rolle i forhold til Hanstholm Havn både som ansat og byrådsmedlem.
Foto: Ritzau Scanpix - Claus Bjørn Larsen

Hanstholm Havn:
Problemhavnen blev kommunal efter kaos-år, men problemerne begyndte langt tidligere

Tre bestyrelseformænd, en direktørfyring og en gæld på 630 mio. kr.  - 2022 blev et skæbneår for Hanstholm Havn, hvor lokalpolitikerne var involveret i ledelsesrod, og gjorde havnen kommunal trods uvis fremtid.
26. MAJ 2023 8.30

2022 skulle have været det helt store turn-around-år for selvstyrehavnen Hanstholm Havn, der lå færdig efter udvidelse til 650 mio. kr. I dag, halvandet år senere, er havnen igen blevet kommunal med en nu offentlig gæld på 630 mio. kr. og uvisse fremtidsudsigter præget af strukturelle udfordringer, ledelsesmæssig kaos og politisk indblanding. 

Planerne lå sidste år ellers klar for en energiklynge på havnen, og forhåndsaftalen med energiudviklingsselskabet European Energy var netop underskrevet. Vindmøller og PtX med metanolproduktion skulle afløse det vigende og hårdt Brexit-ramte fiskeri.

Udover en enkelt fragtrute til Norge, har fiskeriet været eneste forretningsben i Hanstholm Havn. Og er det fortsat. Havnens styrke er på samme tid blevet en svaghed med store konsekvenser. Fiskeriet har ingen udsigt til gyldne tider for havnen, selvom Europas største fiskeauktion ligger her. Ejer og auktionsmester Jesper Kongsted har en veldrevet forretning, men fisken rykker nordpå.

- For tre år siden satte jeg det op, så vi lander fisken i Norge og får kørt den de 2300 km til Hanstholm. I dag kommer 40 pct. af vores fisk på den måde fra Norge, forklarer Jesper Kongsted og tilføjer:

- Om to år forventer jeg, at 50 pct. af vores fisk kommer hertil fra Norge med lastbil.

Men når fisken bliver kørt gennem Norge, sejlet til Hirtshals og igen kørt det sidste stykke vej, så er det et problem for Hanstholm Havn. Fisken skal nemlig over kajkanten, ellers tjener havnen ikke penge.

Derfor har havnen en omsætning, der de sidste år har svinget mellem 30-33 mio. kr. - ikke nok til at afdrage på en gæld på 630 mio. kr. eller skabe et overskud. Det gav i 2021 et driftsunderskud på 17 mio. kr. Men ved årsskiftet mellem 2021 og 2022 var det endnu ikke kendt – for der var let optimisme med planerne om en energiklynge.

Forretningsudviklende direktør

På det tidspunkt hed havnens direktør Nils Skeby, og han var kommet til havnen i august 2020 for at sætte gang i forretningsudviklingen. Nils Skeby fik både stablet aftalen med European Energy på benene og etableret et havneråd, hvor nogle af havnens største virksomheder er repræsenteret.

Men Nils Skeby sad på en udsat post, og et af havnerådets medlemmer frygtede allerede i efteråret 2021 for direktørens fremtid.

- Vi skal holde fast i havnens direktør. Vi har haft seks forskellige havnedirektører på otte år. Det er helt umuligt at forholde sig til som selvstændig. Det sætter nogle processer i stå, når der kommer udskiftninger i ledelsen, fortæller andengenerations-ejerlederen af Hanstholm Skibssmedie Jesper Pedersen.

Historien taler sit eget sprog. Hanstholm Havn havde i perioden 2014 til 2022 syv skift på direktørposten. 

I 2014 blev daværende direktør Birgitte Juhl Svendson fyret efter en sag med konsulentarbejde til den daværende bestyrelsesformand for havnens bestyrelse. Herefter har den pensionerede tekniske direktør fra Thisted Kommune, Torben Juul-Olsen været konstitueret direktør to gange. Anden gang da Henrik Carstensen skiftede til samme stilling i Grenaa Havn. Flere centralt placerede kilder bekræfter desuden, at en af de øvrige på posten, Niels Clemmensen, blev fyret, selv om den officielle forklaring var en anden. En aktindsigt i havnens revisionsprotokollat 2021 viser, at Niels Clemensen modtog en fratrædelsesløn udbetalt frem til juli 2021.

- Det er med stor beklagelse, at jeg har modtaget Niels Clemensens opsigelse, lød det ellers fra havnens daværende bestyrelsesformand Martin Vestergaard til flere medier i sensommeren 2020.

Den glemte formand

Men også formandsposten for havnens bestyrelse har skiftet ejermand så mange gange, at havnens administrationschef Martin Bjerre i en oversigt i forbindelse med en aktindsigt glemmer en af dem, Flemming Ipsen. Den forhenværende Mærsk-direktør huskes dog af andre kilder på havnen, fordi han ankom til bestyrelsesmøderne i en Rolls Royce.

Ipsen afløste Martin Vestergaard, der fratrådte sin post i juni 2016, fordi han ville hellige sig sit job som ingeniør, men allerede i september vendte han tilbage til formandsposten for havnen.

Oversigten over bestyrelsesformænd gennem de sidste ti år viser, at formandsposten har skiftet hænder syv gange. Heraf hele tre i 2022.

Kommunalvalg og ny havnebestyrelse

Lokalpolitikerne har også påvirket havnens drift og ledelse. Efter KV21 måtte den siddende borgmester Ulla Vestergaard (S) overlade kæden til sin viceborgmester Niels Jørgen Pedersen (V), der på valgnatten sikrede sig støtte fra de konservative.

Det betød også, at havnen fik en ny bestyrelse i Hanstholm Havn, hvor den tidligere Venstre-politiker, skatte-, finans- og udenrigsminister Kristian Jensen blev formand for bestyrelsen i Hanstholm Havn.

Den kendte Venstre-mand vakte begejstring i Hanstholm, og det husker auktionsejer Jesper Kongsted stadig.

- Kristian Jensen, Thy Mors Energi, European Energy og Nils Skeby lagde byen ned, fortæller Jesper Kongsted om planerne der involverede en energiklynge med vindmøller og PtX-produktion af grøn metanol.

Kristian Jensen fyrer direktør under exit

Begejstringen holdt ikke længe, for Jensen rykkede efter få uger til topstillingen som CEO for Green Power Denmark. På vej ud af døren indstillede han direktør Nils Skeby til fyring hos byrådets økonomiudvalg på grund af ”samarbejdsvanskeligheder.”

Magasinet erfarer, at fyringen overfor økonomiudvalget bl.a. blev begrundet med vicedirektør og driftchef Søren Zohnesens stress-sygemelding. Sygemeldingen faldt ifølge flere kilder bemærkelsesværdig sammen med indstillingen til fyringen, så den for flere kilder fremstod som et orkestreret argument for fyringen.

Søren Zohnesen var nemlig ikke kun ansat i havnen. Mellem 2018 og frem til KV21 sad han i byrådet for Venstre, hvor han ikke opnåede genvalg. I den periode avancerede den tidligere havneassistent fra til vicedirektør og driftschef i december 2020 på trods af en begrænset erfaring som fiskeskipper og ingen uddannelse udover folkeskolens afgangsprøve.

Søren Zohnesen blev efter fyringen af Nils Skeby konstitueret som havnedirektør i maj 2022 efter at have været vicedirektør og driftschef under halvandet år. Da havnen blev kommunal 1. januar blev han udnævnt til fast havnechef udenom kommunens økonomiudvalg. Et af udvalgets socialdemokratiske medlemmer undrede over ansættelsen.

- Vi kunne læse i avisen, at Søren Zohnesen var blevet ansat som havnechef, fortæller mangeårige byrådsmedlem Peter Skriver Nielsen (S).

Udnævnelsen fik den forhenværende folketingspolitiker og lokalforankrede venstremand Svend Heiselberg på banen.

- Jeg kan ikke sige noget skidt om Søren Zohnesen, der jo også er venstremand. Men spørgsmålet er, om han er den rigtige til opgaven, vurderede Svend Heiselberg (V).

Ny bestyrelsesformand med havneerfaring

Efter Kirsten Hede tiltrådte Kristian Jensen i marts 2022, men han var knap kommet ind ad døren til bestyrelseslokalet, inden han meldte sin afgang for at blive direktør for Green Power Denmark. Derefter tiltrådte Michael Svane som bestyrelsesformand for havnen i maj 2022. Den forhenværende branchedirektør i DI Transport kendte havneverdenen indefra

- Det har været kendt i mange år, at Hanstholm har været en problemhavn blandt andet på grund af stor udskiftning i havnens ledelse. Den slags skaber uro, og det er ikke godt for en havn, sagde Michael Svane i januar 2023.

Selv om han brugte en til to dage om ugen i Hanstholm, lykkedes det ham ikke at vende den dårlige økonomi.

- Jeg endte med at anbefale, at kommunen tog havnen tilbage. Beslutningsgrundlaget var blandt andet, at man så ind i en negativ likviditet i perioden 2021 til 2044, siger Svane.

Da havnens vej ind i kommunal regi blev besluttet i november sidste år, sagde borgmester Niels Jørgen Pedersen (V):

- Vi har i kommunalbestyrelsen et stærkt fokus på, at vi skal have stærkere styring af Hanstholm Havn. Det betyder også, at vi undersøger, om der er forhold i den økonomiske styring af havnen, der kan danne grundlag for at gøre et ansvar gældende.

På samme tid konstaterede Thisted Kommune i en nyhed på sin hjemmeside:

”Derudover er der konstateret forhold, der kan være ansvarspådragende.”

Niels Jørgen Pedersen har dog haft indsigt i havnens økonomiske problemer langt tidligere. Borgmesteren sad  i økonomiudvalget i 2019, hvor alarmklokkerne kimede i juni måned. Det fremgår af en risikovurdering fra en førende ekspert på havneområdet i bankverdenen, Danske Banks managing director Morten Søegård. Vurderingen tilgik både havnens bestyrelse og Thisted Kommune. Og dermed også økonomiudvalget.

I risikovurderingen, som DOI.dk kender centrale dele af, kalder Danske Bank udvidelsen af Hanstholm Havn for et ”højrisikoprojekt”. Senere i mailen, der blev sendt til daværende havnedirektør Niels Clemensen konstateres det, at havneudvidelsen kan være ”en trussel mod kommunens økonomi”.

Forhenværende borgmester Ulla Vestergaard kunne ikke huske risikovurderingen, da vi kontaktede hende i sidste måned.

- Det er ikke fordi, jeg ikke vil udtale mig, men jeg kan ikke huske det overhovedet. Men nu har vi overtaget havnen i kommunen. Der er lagt et budget, og det er en havn, som har haft en down-periode. Jeg er sikker på, den bliver en vækstmotor for hele kommunen, siger Ulla Vestergaard.

Efterfølgende har borgmester Niels Jørgen Pedersen da også udtalt følgende til Nordjyske om ”højrisikovurderingen” fra Danske Bank:

”Det var der nok ikke nogen tvivl om, at det var. Heller ikke i kommunalbestyrelsen.”

Flere kommunalpolitikere involveret

Men borgmesteren var ikke eneste politiker med forhåndskendskab til havnens økonomiske udfordringer. Før havnen blev kommunal sad også viceborgmester Jens Kr. Yde (K) i bestyrelsen.

En aktindsig i Hanstholm Havns revisionrapporter viser, at det var RSM Revision i Thisted, der stod for revisionen. Her var Jens Kr. Yde partner og adm. direktør, inden han blev medlem af havnens bestyrelse og viceborgmester.

Den statsautoriserede revisor, der har revideret Hanstholm Havn i aktindsigtsperioden fra 2015 til 2022, hedder Lennart Mouritzen. Han kan ikke udtale sig om revisionsrapporten, men bekræfter at Jens Kr. Yde var partner og adm. direktør i RSM Revision og byrådsmedlem samtidig.

- Det er godt nok mange år siden, og det er ikke nogen hemmelighed, lyder det fra Lennart Mouritzen, der selv bor i Hanstholm.

De offentligt tilgængelige CVR.-oplysninger viser, at det først var den 28. december 2021, at Jens Kristian Yde stoppede som adm. direktør i RSM Revision. Det er i dag knap et år og fem måneder siden. Jens Kristian Yde bekræfter, han sad i revisionsfirmaet bestyrelse og ledelse frem til det nævnte tidspunkt, men partnerskabet afgav han for syv år siden. Han har heller ikke haft kendskab til indholdet af revisionsrapporterne.

-Jeg har slet ikke haft noget med revisionen at gøre. Jeg har stået helt uden for døren med revisionen, og jeg har heller ikke haft nogen økonomisk interesse i det, fortæller Jens Kristian Yde, som også godt husker borgmester Niels Jørgen Pedersens ord ansvarspådragende forhold.

- Jeg tror, det kan være noget med afgående formænd at gøre. Men det må stå for Niels Jørgens regning.

Et byrådsmedlem mener dog, at det ikke er helt kendt, at Jens Kr. Yde har siddet i ledelsen af havnens revisionfirma.

- Det er en offentlig kendt hemmelighed, som man helst ikke må snakke om, siger socialdemokraten Peter Skriver Nielsen, en af meget få politikere, som stiller spørgsmål til forløbet omkring Hanstholm Havn i økonomiudvalget.

Ingen af revisorprotokollaterne nævner forhold, der kan være ansvarspådragende.

Politikeren der blev fyret fra sin tjenestemandsstilling i havnen

Men der er mere end en byrådspolitiker, der har haft erhvervsmæssig tilknytning til havnen samtidig med det politiske virke. Ib Poulsen (O) var ansat som havnebetjent i Hanstholm Havn helt tilbage fra da, havnen var statslig. Den Mærsk-uddannede skibsfører fik nemlig sit job som havnebetjent i 1990 og året efter blev det til en tjenestemandstilling.

Politikeren endte også med at sidde i Folketinget ad to omgange mellem 2007-2011 og igen mellem 2015-2019, hvor han var sit partis fiskeriordfører. Samtidig har han været medlem af byrådet i Thisted siden 2001, hvor han lige siden har været medlem af kommunens vigtige økonomiudvalg. Men da han skulle vende tilbage til sit arbejde som havnebetjent efter anden runde i Folketinget, så skete der noget.

- De mente, der var sket nogle strukturelle ændringer, og det var kun mig, der ikke kunne klare ændringerne, siger Ib Poulsen, der blev fyret fra sin tjenestemandstilling.

Det var en meget dyr fyring for havnen.

- Jeg fik en opsigelsesperiode på tre år og tre måneder. Jeg får løn til september 2024 og derefter min tjenestemandspension, forklarer Ib Poulsen.

Velplacerede placerede kilder fortæller samstemmende og uden kendskab til hinandens udsagn, at den nuværende havnechef Søren Zohnesen arbejdede særdeles hårdt på, at Ib Poulsen ikke skulle komme tilbage til sin stilling efter endt orlov. Kilderne beretter også, at Søren Zohnesen åbenlyst fortalte, at han ikke ville have Ib Poulsen tilbage på arbejde i havnen.

Søren Zohnesen ønskede ikke at udtale sig om personalesagen i april 2022.

Havnen er blevet kommunal, og det efterlader Thisted Kommune med en klækkelig regning på 530 mio. kr. - der er opnået afdragsfrihed på lånet i fem år, så senest om fem år skal havnen tjene penge. Men som havnens sidste formand sagde i januar 2023, så kræver det flere investeringer.

- Flere har spurgt mig: 'Hvordan kunne du stille op til det?' Det kunne jeg, fordi der er et meget stort potentiale i Hanstholm Havn. Det er der stadig. Men det kræver investeringer, og når den evige uro stopper, så er der en gylden fremtid. Havnen kan så enten blive selvstyrehavn eller aktieselskab igen senere, siger Michael Svane.

DOI.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra borgmester Niels Jørgen Pedersen og havnechef Søren Zohnesen til indholdet af denne artikel.

Denne artikel bygger på omfattende research, aktindsigt og interviews, der begyndte i slutningen af 2021. Flere interview er blevet givet under lovning på anonymitet til kilderne. Artiklen indeholder også dele af artikler, der tidligere er udgivet på DOI.dk.

 

 

 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet