DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Reform af jobindsats fjerner regler i massevis: Men a-kasser er ikke tilfredse

Der er med reform tale om en "grundig hovedrengøring" på beskæftigelsesområdet, siger minister. Kommuner kalder det et tiltrængt opgør med bureaukrati.
9. APR 2025 15.16

Politikerne på Christiansborg gør med en ny beskæftigelsesreform noget, som de ellers har svært ved. De stopper med at styre og bestemme.

- Det er ikke nemt, som det lød fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) onsdag ved præsentationen af reformen.

Men det er nødvendigt, understregede hun. For det er et område, hvor politikerne i årevis har bygget regler oven på og detailstyret. Og det har hverken været til gavn for medarbejdere i systemerne eller borgere. Derfor skal det være slut nu. 

- Det handler grundlæggende om, hvordan man møder mennesker, når de mister deres arbejde, eller hvis de bliver syge, sagde beskæftigelsesministeren.

Med reformen fjerner et bredt politisk flertal en "massiv mængde regler" og frisætter området. Regeringen vil blandt andet fritage kommunerne fra pligten til at etablere jobcentre og vil spare 2,7 mia. kr. på den største reform af beskæftigelsesindsatsen nogensinde.

Det betyder, at kommunerne fremover kan nedlægge jobcentrene og selv skal organisere indsatsen. Derfor kan der blive stor forskel på resultaterne rundt om i landet. Professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Flemming Larsen kalder diskussionen om jobcentrene for en smule mærkelig, fordi opgaven er den samme fremover.

- Kommunerne er i dag forpligtet til at have et jobcenter, omend de allerede i dag ser lidt forskellige ud. Kommunerne kan efter reformen selv organisere indsatsen. Men opgaven er i princippet den samme

- Men om ikke andet kan det markere, at man gerne vil tænke beskæftigelsesindsatsen anderledes, siger han i en skriftlig kommentar.

Grundlæggende skal systemet gøres mere enkelt med færre samtaler, færre regler og mindre sanktionering. Halvdelen af reglerne på området afskaffes. Ni ud af ti sanktioner fjernes. Udsatte borgere skal mødes med tillid frem for sanktioner. Antallet af samtaler i kommuner og a-kasser reduceres med 500.000 ifølge et skøn. Det betyder blandt andet, at der ventes 3500 færre sagsbehandlere.

Regeringen spillede ud med at spare tre milliarder kroner, men det er endt på 2,7. Det svarer til over en fjerdedel af de nuværende udgifter på området, som kaldes det dyreste system i verden. Økonomiminister Stephanie Lose (V) mener, at det er på tide at rydde op.

- Det er ikke en almindelig rengøring. Det er en grundig, grundig hovedrengøring. Det er et system, der er skabt af politikere over en årrække, siger Stephanie Lose.

I kommunerne bliver reformen set som et tiltrængt opgør med bureaukrati og regelstyring. Formand for Kommunernes Landsforening (KL) Martin Damm (V) melder om "sød musik" i sine ører.

- Vi får med den nye beskæftigelsesreform det længe ventede og tiltrængte paradigmeskift, som vi i kommunerne har kaldt på i årevis, siger han i en kommentar.

Det nye system kritiseres dog af dele af fagbevægelsen, fordi a-kasserne ikke får et større ansvar, som de har efterspurgt. I dag har a-kasserne ansvar for kontakten med de ledige i de første tre måneder. Det havde ifølge fagforeninger været oplagt at udvide a-kassernes ansvar permanent. Det er i stedet blevet til en forsøgsordning, hvor hver fjerde ledige i de første fire måneder knyttes til deres a-kasse.

- Regeringen kunne spare et trecifret millionbeløb, hvis vi fik ansvaret for de arbejdsparate ledige i seks måneder eller mere.

- Og de ledige kunne få hurtigere og bedre tilgang til arbejdsmarkedet, som a-kasserne kender langt bedre end jobcentrene, siger Eva Obdrup, forretningsfører i fagforeningen 3F's a-kasse, i en pressemeddelelse.

jel /ritzau/

Tilmeld dig nyhedsbrevet