Sampension og European Energy indgår handel om ejerskab af Letlands største solcellepark

European Energy har solgt halvdelen af lettisk solcellepark til Sampension.
20. DEC 2024 11.08

Det danske pensionskoncern Sampension har købt halvdelen af Letlands største solcellepark, som ligger i Ventspils fra European Energy, så de to parter nu ejer hver en halvdel af projektet, som i øjeblikket er under opførelse og forventes at stå færdig i fjerde kvartal 2025. Det oplyser European Energy i en pressemeddelelse.

Solcelleparken har en kapacitet på 148 MW, og forventningen er, at den vil producere strøm svarende til forbruget i over 40.000 europæiske husstande. 

- Vi er glade for at samarbejde om Letlands største solpark med Sampension. Dette skridt er en naturlig fortsættelse af vores samarbejde, og vi ser frem til at bidrage til den grønne omstilling i Letland  sammen med Sampension, siger Thorvald Spanggaard, EVP og projektudviklingschef i European Energy.

European Energy har gennem flere år haft et samarbejde med Sampension om vedvarende energiparker – herunder investeringer i jordarealer til udvikling af energiparker i Danmark, Sverige og Letland samt asset management af Sampensions internationale vindinvesteringer. Begge parter ser positivt på forsat at udbygge samarbejdet via investeringer i andre sol og vindparker i lignende konstellationer i fremtiden.  

- Vi har i Sampension i en årrække udbygget vores portefølje af vind- og solparker, hvilket både har bidraget til en grønnere energiproduktion i Europa samt med attraktive afkast til vores pensionskunder. Solparken i Ventspils vurderer vi som en attraktiv investeringscase med et godt match til vores eksisterende portefølje. Og vi værdsætter samtidig at kunne udvide det i forvejen rigtig gode samarbejde med European Energy, siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og direkte infrastruktur i Sampension.

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet