Aarhus Maskinmesterskole modtager 10 mio. kr. til praksisnær forskning i grøn omstilling
Aarhus Maskinmesterskole er frontløber inden for maritime energiteknologier, og nu får skolen en donation på 10 mio. kr.
Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Aarhus Maskinmesterskole modtager 10 mio. kr. til praksisnær forskning i grøn omstilling

Ny platform skal samle forskning, industri og uddannelse om udvikling af grønne teknologier i den maritime sektor.
2. DEC 2024 12.49

Aarhus Maskinmesterskole har fået en donation på 10 mio. kr. fra Dampskibsselskabet NORDEN A/S til etablering af AAMS Maritime Synergy Hub (AMSH). Centret skal være en platform for forskning og udvikling af nye grønne energiteknologier og positionere maskinmesteren som en nøglefigur i den grønne omstilling. Det skriver skolen i en pressemeddelelse.

Et nyt økosystem for innovation

AMSH bliver en central platform, hvor industrien, teknologiske institutter og vidensinstitutioner samarbejder om udvikling af energiteknologier i industriel skala.

- AMSH giver os en unik mulighed for at samle industrien, forskningen og uddannelsen i en fælles indsats for at accelerere den grønne omstilling. Vi er stolte af at være frontløbere inden for maritime energiteknologier og ser maskinmesteren som en central spiller i denne transformation, siger rektor Anders Hanberg Sørensen.

Fra uddannelse til praktisk anvendelse

Centret udvikles i tre trin: integration af grønne dual-fuel motorer, opbygning af brændstofinfrastruktur samt batterilagring og hybridintegration. Alt bindes sammen med avancerede digitale løsninger som digitale tvillinger og data-clustere.

- Vi ønsker, at AMSH bliver en dynamisk lærings- og udviklingshub, der skaber værdi for hele den maritime sektor. AMSH vil være en unik mulighed for at kombinere uddannelse, forskning og praktiske anvendelser på en måde, der ikke bare forbedrer vores teknologi, men også ændrer måden, vi tænker om den, tilføjer Anders Hanberg Sørensen.

Test og certificering i realistiske miljøer

AMSH vil fungere som et fjernlaboratorium, hvor virksomheder kan teste teknologier i realistiske scenarier. Projektet bygger på Aarhus Maskinmesterskoles netværk inden for grøn omstilling og industrielle samarbejder.

- Vi skaber et økosystem, hvor teknologi og viden mødes og udvikles. Virksomheder kan teste deres løsninger i virkelighedsnære miljøer, og vores studerende lærer at tænke holistisk omkring systemintegration og bæredygtighed. Det er en investering i fremtidens kompetencer og grønne løsninger, forklarer forretningsudvikler Casper Raahede.

En platform for fremtidens grønne teknologi

AMSH bliver en afgørende platform for udviklingen af grøn teknologi. Aarhus Maskinmesterskole opfordrer virksomheder og vidensinstitutioner til at deltage og bidrage med praksisviden.

- Vi ønsker at gøre AMSH til et dynamisk økosystem, hvor den maritime sektor kan finde løsninger, der driver både vækst og bæredygtighed, slutter Anders Hanberg Sørensen.

Med AMSH tager Aarhus Maskinmesterskole endnu et skridt mod en grønnere fremtid i den maritime sektor.

jel

Tilmeld dig nyhedsbrevet