DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Dan Jørgensen vil snart præsentere plan for udfasning af russisk energi
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fik en varm velkomst af Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, ved det internationale topmøde om energisikkerhed i London torsdag. Den 19. maj mødes de to igen til et EU-Storbritannien-topmøde, hvor håbet er, at Storbritannien kommer på tættere på EU igen på forsvarsområdet.
Foto: Toby Melville/Reuters.

Dan Jørgensen vil snart præsentere plan for udfasning af russisk energi

Danmarks EU-kommissær vil inden for to uger præsentere plan for et endeligt farvel til russisk fossil energi.

Dan Jørgensen, der er EU-kommissær for energi og boliger, vil om to uger præsentere en plan for udfasningen af al russisk fossil energi. Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i en tale ved topmødet om energisikkerhed, som torsdag afholdes i London.

- Ved starten af dette årti var vi alt for afhængige af en leverandør af energi. Rusland leverede 45 pct. af vores gas, 50 pct. af vores kul og næsten en tredjedel af vores olie.

- Vi må erkende, at vi ikke var tilstrækkeligt opmærksomme på de udfordringer, der fulgte med afhængigheden af russisk energi. Risikoen for afpresning og prischok, som stod klart efter invasionen af Ukraine, siger Ursula von der Leyen.

EU-Kommissionen har varslet, at man vil stoppe brugen af russiske fossile brændstoffer inden 2027 som reaktion på Moskvas invasion af Ukraine i 2022. Planen, som skal præsenteres af den danske EU-kommissær, skal vise vejen frem til målet. Vejen går blandt andet over etableringen af mere vedvarende energi i EU, siger Ursula von der Leyen.

- I takt med at vores afhængighed af fossil energi går ned, så går vores energisikkerhed op, siger hun.

Hun henviser til, at EU ikke kan afpresses og bedre kan kontrollere priserne, når produktionen af energi vil foregå inden for EU-landenes egne grænser.

- Rusland prøvede at udnytte vores afhængighed ved at afskære os fra deres gas. De prøvede at skabe økonomisk uro og svække vores støtte til Ukraine. Men det lykkedes ikke.

- Vi har diversificeret vores energiforsyning og accelereret vores overgang til vedvarende energi, siger Ursula von der Leyen.

Hun peger på, at EU-landene har begrænset deres brug af russisk gas fra 45 pct. af den importerede gas til nu 18  pct. En ud af fem tønder olie, som EU-landene importerede før krigen, kom fra Rusland. Nu er tallet ifølge von der Leyen faldet til en tønde ud af 50. 

Trods det mindre indkøb af energi i Rusland sender EU-landene dog fortsat mia. af euro til Rusland for fortsat at kunne købe russisk gas og olie. Til gengæld er det ifølge von der Leyen lykkes EU-landene at stoppe importen af russisk kul.

- Der skal gøres mere. Derfor vil vores kommissær for energi, Dan Jørgensen, om to uger præsentere en køreplan med konkrete tiltag, der skal udfase al import af russisk fossil energi.

- Dermed vil vi ikke længere være afhængige af en fjendtlig magt, siger Ursula von der Leyen.

Hun roser blandt andet USA og Norge for hurtigt at sikre alternativ gasforsyning til Europa efter Ruslands invasion af Ukraine. Netop USA kan måske blive leverandør af en del af den gas, som EU-landene vil mangle efter et farvel til russisk energi. Det har USA's præsident, Donald Trump, talt for som del af en aftale om told på europæiske varer.

jel /ritzau/

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet