Eurowind Energy henter ny chef for Tyskland

David Stahl bliver ny landechef for Eurowind Energy i Tyskland pr. 1. april 2025.
13. DEC 2024 14.42

Eurowind Energy har fundet en ny mand til at stå i spidsen for det tyske marked. Således har man hentet 43-årige David Stahl, som kommer fra Vestas, hvor han været i 17 år i forskellige stillinger senest som Senior Director med ansvar for servicesalg og account management aktiviteter i Nordeuropa og Centraleuropa. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget glad for, at David har sagt ja til jobbet som landechef for Tyskland. Vi kender David fra vores mangeårige partnerskab med Vestas, og jeg ser ham som den helt rette til opgaven med at udvikle vores tyske forretning. David har både tysk og dansk baggrund, som giver ham en indgående forståelse for det tyske marked samtidig med at han medbringer de danske værdier, som udgør fundamentet for en virksomhed som Eurowind Energy, siger Jeppe Udby, udviklingschef i Eurowind Energy.

David Stahl får ansvaret for den overordnede udvikling af Eurowind Energys marked i Tyskland, hvor Eurowind Energy med hovedkontor fra Hamborg i øjeblikket driver seks afdelinger med cirka 100 medarbejdere. Tyskland er det af de markeder, der udvikler sig hurtigt for Eurowind Energy, der det seneste år har fået godkendt 11 projekter med en kapacitet på over 220 MW.

- Jeg glæder mig til at blive en del af Eurowind Energy og bidrage til virksomhedens fortsatte udvikling i Tyskland. Jeg kender branchen og Tyskland indgående fra min tid I Vestas, og jeg ser frem til at bruge den erfaring og viden til at lede det tyske marked og lære de dygtige kolleger i Tyskland at kende, siger David Stahl.

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet