Minister kunne ikke dæmpe vindmølle-frygt hos naboer i Østerild
THISTED: Efter et borgermøde lørdag er borgere i Østerild i Thy stadig frustrerede og utrygge, når det kommer til muligheden for, at et testcenter for vindmøller bliver udvidet. På mødet svarede Morten Dahlin (V), som er minister for byer og landdistrikter, på spørgsmål fra de fremmødte borgere.
Torsdag besluttede et flertal i Folketinget at gå videre med planerne om at udvide og tilpasse et vindmøllecenter i Østerild. Det betyder, at der i første omgang skal laves en såkaldt miljø- og habitatkonsekvensvurdering. Den skal afdække projektets konsekvenser for miljø, natur og landskab.
Vurderingen forventes færdig om halvandet til to år. Herefter vil der blive taget en endelig beslutning. En screening lavet af Plan- og Landdistriktsstyrelsen har foreløbig vist, at omkring 24 huse og 11 sommerhuse vil skulle nedlægges som følge af udvidelse af centeret. Derudover skal maksimalhøjden på to ud af centerets ni nuværende testpladser ændres til 450 meter. Til sammenligning er Eiffeltårnet i Paris 300 meter, hvis man fraregner antennen på tårnets top.
/Ritzau/