Tele- og energiselskabet Norlys forventer også i 2025 et minus på bundlinjen. Sidste år lød underskuddet på 60 mio. kr. efter skat. Ifølge adm. direktør Gert Vinther Jørgensen skyldes det, at Norlys fortsat er i gang med at integrere de mange virksomheder, selskabet har opkøbt de seneste år.
- Vi budgetterer med et større underskud i 2025, fordi det koster at integrere virksomheder, siger Gert Vinther Jørgensen, der er adm. direktør i Norlys.
Norlys er aktuelt i gang med at integrere Telia Danmark og forventer også at få godkendt opkøbet af Ewiis fibernet i år. Derfor er der udsigt til fortsatte udgifter forbundet med integrationsarbejdet.
Det er i tråd med selskabets strategiændring, hvor fokus nu er på at samle forretningen fremfor at købe nye virksomheder.
Særligt tv- og internetforretningen har givet problemer. Den belastede sidste år resultatet med et trecifret millionbeløb, og overgangen til nye IT-systemer har givet vanskeligheder for mange kunder.
- Det er gamle systemer med rigtig mange år på bagen, som vi er ved at udfase, siger Gert Vinther Jørgensen.
Norlys afskedigede i september tre direktører som følge af "skuffende resultater" i forbindelse med integrationen af Telias danske mobilforretning.
jel