
Ørsted dropper kæmpe britisk havvindprojekt
Ørsted har besluttet at indstille udviklingen af det 2.400 MW store havvindprojekt Hornsea 4 i Storbritannien i dets nuværende form. Årsagen til at projektet, som er selskabets hidtil største havvindmøllepark, droppes skyldes blandt andet stigende leverandøromkostninger, højere renter og øget risiko for, at projektet ikke kan realiseres inden for den planlagte tidsramme. Det oplyser virksomheden i en meddelelse.
Projektets værdiskabelse er ifølge Ørsted blevet forringet, og selskabet har derfor valgt at ophæve leverandørkontrakterne og afbryde investeringerne. Det betyder, at Hornsea 4 ikke bliver leveret under den differencekontrakt (CfD), Ørsted fik tildelt i september 2024.
- Vi er fast besluttet på fortsat at være en vigtig partner for den britiske regering i bestræbelserne på at nå dens ambitiøse mål for udbygning af havvind, og vi sætter stor pris på det arbejde, den har gjort for at opstille klare rammebetingelser for at understøtte havvind. Men da vores kapitalallokering er baseret på en disciplineret og værdifokuseret tilgang, har vi efter nøje overvejelser besluttet at indstille udviklingen af Hornsea 4-projektet i dets nuværende form i god tid før den planlagte investeringsbeslutning senere på året, siger Rasmus Errboe, der er adm. direktør i Ørsted.
Kan stadig genoplive projektet
Ørsted oplyser, at selskabet fortsat vil eje havbundsrettigheder, nettilslutningsaftale og myndighedsgodkendelse, hvilket giver mulighed for at genoptage projektet på et senere tidspunkt.
- Jeg vil gerne understrege, at vi i Ørsted fortsat tror fuldt og fast på de langsigtede økonomiske og værdimæssige perspektiver for havvind i Storbritannien. Vi vil fastholde projektrettighederne til Hornsea 4-projektet i vores udviklingsportefølje, og vi vil søge at udvikle projektet på et senere tidspunkt på en måde, der er mere værdiskabende for os vores aktionærer.
Som følge af denne beslutning forventer Ørsted at skulle afholde afviklingsomkostninger på 3,5-4,5 mia. kr. i 2025. Effekten på EBITDA forventes at blive på 3,0-3,5 mia. kr., hvilket omfatter en nedskrivning af offshoretransmissionsanlæggene og en hensættelse til kontraktmæssige annulleringsomkostninger (ikke inkluderet i EBITDA-guidance). Derudover nedskrives de aktiverede anlægsomkostninger på ca. 0,5-1,0 mia. kr. (påvirker ikke EBITDA).
Ørsted fastholder dog sin EBITDA-forventning for året på 25-28 mia. kr. samt bruttoinvesteringer på 50-54 mia. kr.
Investeringsøkonom: For mange uforudsete ting rammer Ørsted
Ørsted har som følge af stigende renter flere gange været nødsaget til at nedskrive en række projekter for mange milliarder kroner den seneste tid. I fjerde kvartal sidste år måtte selskabet nedskrive for 12,1 milliard kroner, og i august nedskrev Ørsted også værdien af flere projekter.
Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, mener, at der er sket alt for mange uforudsete ting for Ørsted de seneste år.
- Usikkerhed er desværre blevet en del af Ørsteds DNA og et ord, som går igen for mange gange, lyder det i en skriftlig kommentar til Ritzau.
amp