Thyborøn Sydhavns Møllelaug har indviet verdens største folkeejede vindmølle
Det er lidt af en vindmøllegigant, som Thyborøn Sydhavns Møllelaug for nylig ved en ceremoni officielt indviede. For vindmøllelauget har med opbakning fra 2.800 lokale borgere købt et eksemplar af Vestas' flagsskibsvindmølle V236 15.0 MW. Med en højde på 266 meter og en effekt på 15 MW er den den største folkeejede vindmølle i verden.
Vindmøllen er opført efter en sagsbehandlingsproces på blot 264 dage og uden en eneste klage. Den præstation vækker anerkendelse hos transportminister Thomas Danielsen (V), der er folkevalgt i Lemvig og Struer Kommuner, som var med til at indvie møllen.
- I Lemvig Kommune taler I ikke bare om tingene, I får det også til at ske. I beviser gang på gang overfor hele Danmark, at opstilling af vedvarende energi ikke bare er til gavn for klimaet. Det kan også betale sig for både borgere og lokalsamfund, selvom I ikke har hentet en krone fra statskassen, sagde han ifølge Green Power Denmarks hjemmeside ved indvielsen.
Europæisk rekord i sagsbehandling
Vindmøllen blev officielt godkendt af byrådet i Lemvig Kommune i oktober sidste år, og har siden juni produceret energi til elnettet. Sagsbehandlingstiden på 264 er ifølge Vestas en europæisk rekord. Og det er ikke en tilfældighed, lyder det fra kommunens borgmester Erik Flyvholm (V).
- Det er let at få opbakning til projekter, når lokalbefolkningen støtter op. Det har vi gode erfaringer med i Lemvig Kommune, men det kræver også ildsjæle, der er villige til at gøre en ekstra indsats. Der skal lyde en stor tak til bestyrelsen i Thyborøn Sydhavns Møllelaug, der har fået projektet til at blive til virkelighed, siger Erik Flyvholm (V), borgmester i Lemvig Kommune.
Thyborøn Sydhavns Møllelaug har rejst 170 mio. kr. fordelt på 70.490 andele. Alle andele er solgt til borgere med fast adresse i Lemvig Kommune, hvor hver syvende borger har investeret egne penge i projektet. Vestas bruger møllen til tests, men når der testes bliver vindmøllelauget kompenseret.
- Vestas har allerede solgt mange vindmøller af denne type til havvindmølleparker rundt om i verden, men den første kommercielle står i Thyborøn. En særlig tak til andelshaverne, der viste os tillid og gav penge til at bygge. Vi skuffer jer ikke, anlægsbudgettet ser pænt ud, siger Jens Jørgen Birch, kasserer i Thyborøn Sydhavns Møllelaug.
amp