BORNHOLM: Et flertal i Økonomi- og Klimaudvalget i Bornholms Regionskommune har besluttet at følge administrationens anbefaling om at sætte planerne for en erhvervspark på pause. Beslutningen skyldes, at Energiø Bornholm er blevet sat i bero af regeringen. Borgmester Jacob Trøst (K) forklarer, at det ikke giver mening at fortsætte projektet, når det er usikkert, om der overhovedet bliver etableret et landanlæg. Det skriver TV 2/Bornholm.
- Så længe vi ikke ved, om der kommer et landanlæg, giver det ikke rigtig mening at arbejde videre med det. Vi har svært ved at indgå i en dialog med lodsejere om at placere en erhvervspark på en mark, hvis der ikke er andet derude, som godtgør, at vi skal lægge erhvervsparken lige dér, siger borgmesteren.
Den foreløbige beslutning møder kritik fra erhvervslivet, hvor flere havde set frem til en energierhvervspark. Her peges der på, at man bør fortsætte arbejdet med at tiltrække grønne virksomheder, der kan være klar, hvis energiøen realiseres på et senere tidspunkt. Den endelige beslutning om erhvervsparken skal træffes af kommunalbestyrelsen senere i marts.
amp