Kollaps i olieprisen giver laveste inflation i fire år
I januar var prisen på olie fra Nordsøen oppe over 68 dollar. Siden er den dykket til omkring 30 dollar. Det har betydet lavere priser på benzin og diesel.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Kollaps i olieprisen giver laveste inflation i fire år

Fald i olieprisen har gjort det billigere at tanke bilen, og derfor ligger de danske forbrugerpriser stille.
11. MAJ 2020 8.46

Det har været markant billigere at tanke bilen de seneste uger, og de lavere priser på benzin og diesel har sendt den danske inflation på det laveste niveau i fire år.

Forbrugerpriserne  lå i april uændret sammenlignet med samme måned sidste år. Det er den mindste stigning i inflation siden september 2016.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som tager forbehold for, at en lang række brancher ikke er med i opgørelsen, fordi de har været nedlukket i april.

Priserne på benzin og diesel er faldet de seneste måneder, fordi prisen på råolie har taget markant dyk under coronaudbruddet. 

Faldende priser - kendt som deflation - kan få forbruget til at gå i stå, da forbrugerne vil holde på pengene, hvis de regner med, at priserne er lavere i morgen. Danmark har senest haft deflation set over et helt år i 1953.

Hos Dansk Erhverv vurderer økonom Kristian Skriver, at 2020 kan blive et år med meget lav inflation, da der ventes et meget svagt år for verdensøkonomien.

- På den korte bane er det ikke urealistisk, at vi kommer til at se måneder, hvor forbrugerpriserne ligefrem falder.

- En sådan nedgang i økonomien kan lægge en dæmper på inflationen, så inflationen i år kan blive ekstraordinært lav. Det kan ikke afvises, at forbrugerpriserne ligefrem falder i år, siger han i en skriftlig kommentar.

Ritzau

Tilmeld dig nyhedsbrevet