Kollaps i olieprisen giver laveste inflation i fire år
Det har været markant billigere at tanke bilen de seneste uger, og de lavere priser på benzin og diesel har sendt den danske inflation på det laveste niveau i fire år.
Forbrugerpriserne lå i april uændret sammenlignet med samme måned sidste år. Det er den mindste stigning i inflation siden september 2016.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som tager forbehold for, at en lang række brancher ikke er med i opgørelsen, fordi de har været nedlukket i april.
Priserne på benzin og diesel er faldet de seneste måneder, fordi prisen på råolie har taget markant dyk under coronaudbruddet.
Faldende priser - kendt som deflation - kan få forbruget til at gå i stå, da forbrugerne vil holde på pengene, hvis de regner med, at priserne er lavere i morgen. Danmark har senest haft deflation set over et helt år i 1953.
Hos Dansk Erhverv vurderer økonom Kristian Skriver, at 2020 kan blive et år med meget lav inflation, da der ventes et meget svagt år for verdensøkonomien.
- På den korte bane er det ikke urealistisk, at vi kommer til at se måneder, hvor forbrugerpriserne ligefrem falder.
- En sådan nedgang i økonomien kan lægge en dæmper på inflationen, så inflationen i år kan blive ekstraordinært lav. Det kan ikke afvises, at forbrugerpriserne ligefrem falder i år, siger han i en skriftlig kommentar.
Ritzau