De østdanske netselskaber, Cerius-Radius, og deres driftsselskab, Nexel, har brug for mange nye netstationer, som er de mellemstore transformerstationer i distributionsnettet, når elnettet skal bygges ud til fremtidens efterspørgsel. Leverancen på disse komponenter til det østdanske elnet har netop været i udbud, og det er første gang, at det udelukkende har været muligt for interesserede leverandører at byde ind uden den kraftige drivhusgas SF6, som hidtil har været fast accepteret i denne type anlæg. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Det todelte udbud er nu afgjort til fordel for tre leverandører. Priess A/S og KL Industri AB har vundet udbuddet vedrørende komplette løsninger på netstationer, mens Eaton fremadrettet skal levere løskomponenter til de eksisterende netstationer i Cerius-Radius’ elnet. Udbuddet har en estimeret værdi på 900 mio. kr., og det løber de kommende tre år med mulighed for to års forlængelse.