Bornholm lægger den 28.-29. april rammer til et storpolitisk møde, når udenrigsministre og andre repræsentanter fra de fem nordiske og tre baltiske lande samles som led i samarbejdet Nordic-Baltic Eight (NB8). Det skriver TV 2/Bornholm.
Mødet planlægges af Udenrigsministeriet og ventes at omfatte deltagere fra Estland, Letland, Litauen, Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark. Den konkrete dagsorden og mødets lokationer på øen er endnu ikke offentliggjort. Traditionen tro afsluttes mødet med en fælles udtalelse, der ifølge mediets oplysninger ventes at handle om sikkerhed og energisamarbejde i Østersøområdet.
- Man vælger en lokation som er relevant i forhold til, at det netop er omkring Østersøen, det foregår. Og hvis man har besluttet, at Danmark er værtsland, er det meget natuligt at vælge Bornholm, som ligger i Østersøen, som geografisk ret central i det samarbejde, der er i Østersøen,
siger borgmester Jacob Trøst, der er borgmester i Bornholms Regionskommune.
Med Danmark som vært for årets møde er der ifølge TV 2/Bornholm allerede omfattende forberedelser i gang – også hvad angår sikkerheden, som ventes at blive en omfattende politiopgave. Repræsentanterne ankommer efter planen den 28. april om aftenen, og mødet strækker sig over to dage med aktiviteter flere steder på øen.
jel