139 erhvervsfolk, forskere og politikere retter klimaappel til regeringen
39 fremtrædende personer beder i en fælles appel regeringen og Folketinget om at udvise større handlekraft på klimaområdet.
Underskriverne af appellen tæller blandt andre Henrik Poulsen, direktør i Ørsted, Peter Birch Sørensen, økonomiprofessor, Connie Hedegaard, tidligere EU-kommissær og formand for tænketanken Concito, Mads Nipper, CEO i Grundfos, Mogens Lykketoft, fhv. finansminister og formand for FN’s Generalforsamling, Jacob Andersen, landechef for Vattenfall og Jan Hylleberg, CEO i Wind Denmark.
Også socialdemokratiske borgmestre har underskrevet appellen, heriblandt Steen Christiansen, borgmester i Albertslund, og Birgit Hansen, borgmester i Frederikshavn.
Det skriver Dagbladet Information, der også er initiativtager til appellen.
Opråbet kommer i anledning af Folketingets åbning tirsdag. Appellen indleder med, at "verden står i en kritisk situation præget af gentagne temperaturrekorder, accelererende afsmeltning af verdens ismasser, ødelæggende brande over oversvømmelser".
"Vi, der underskriver denne appel til regering og folketing, er bekymrede for, at manglende erkendelse af situationens alvor fører til, at vi gør for lidt for sent for at bremse klimakrisen," lyder det.
Kun nået en fjerdedel af vejen
Appellen er underskrevet af personer fra erhvervslivet, den politiske verden, forskningsmiljøet, civilsamfund, institutioner og inkluderer blandt andet rektorer, erhvervsledere, klimaaktivister, museumsdirektører, ngo-folk, professorer samt tidligere overvismænd.
Underskriverne roser, at politikerne har forpligtet sig på at reducere de danske drivhusgasudledninger med 70 pct. i 2030. Men de erklærer sig "mindre imponerede af den handlekraft, der er fulgt efter".
"Halvandet år efter ’klimavalget’ er der kun vedtaget politik, der kan bringe os en fjerdedel af vejen."
De pointerer, at statsminister Mette Frederiksen i sidste måned sagde, at "klimaforandringerne er vores afgørende udfordring. Og de fremtidige generationer er afhængige af os."
Men "regeringens aktuelle klimaprogram 2020 anviser ingen konkrete nye initiativer med kvantificeret CO2-effekt for de nærmeste år," bemærkes det.
Appellen advarer mod at sætte for stor lid til teknologisk udvikling, sådan som regeringen ønsker. I stedet er der blandt andet brug for en grøn skattereform med "CO2-afgifter på markant højere niveau end det, regeringen har signaleret vilje til."
Brug for lederskab
Underskriverne efterlyser "nationalt lederskab, der matcher det, statsministeren og regeringen har udvist under coronakrisen."
"Vi appellerer til regeringen og Folketinget om at leve op til egne løfter og befolkningens forventninger om lederskab i klimaets og fremtidens tjeneste," står der.
"Den grønne omstilling er Danmarks enestående chance for at skabe en ny og bæredygtig velfærdsmodel. Men tiden er knap. Lad ikke muligheden glide os af hænde," tilføjer de.
Appellen bliver overrakt til klimaminister Dan Jørgensen (S) tirsdag formiddag.
Desværre nødvendig appel til @regeringDK og @folketinget om at tage ansvar nu. Troværdigheden af de 70% er på spil, hvis ikke som minimum der er klar plan for elektrificeringen af ???????? inden jul! Desværre...@winddenmark pic.twitter.com/SEaZCbqRPP
— Jan Hylleberg (@JanHylleberg) October 6, 2020
esl