16 organisationer vil have borgerne tættere på den grønne omstilling
16 organisationer, heriblandt Klimabevægelsen i Danmark, Klima og Omstillingsrådet og Vedvarende Energi, har sendt en opfordring til de danske politikere om fremover at afsætte 150 mio. kr. på Finansloven til det, de kalder "Den Grønne Demokratifond".
Fonden skal understøtte en demokratisering af den grønne omstilling, skriver organisationerne bag forslaget. Fonden skal arbejdet for en borgerdrevet omstilling og blandt andet sikre en socialt og geografiks inkluderende omstilling.
- Mobilisering af civilsamfundet er en af vores kernepunkter og det kan vi gøre via vores egne initiativer, men vi mener der er behov for, fra politisk side, at give midler til at understøtte de aktiviteter, som sker lokalt, forklarer Bjarke Rambøll fra Vedvarende Energi.
- I dag ser man ikke ret mange steder, hvor det frie initiativ på lokalt plan bliver understøttet. I forbindelse med vores 2030-målsætninger er engagementet i lokalsamfundet kun intensiveret, så det giver endnu mere mening at fremme det lokale initiativ i dag.
Den Grønne Demokratifond skal være baseret på tre søjler: Det borgernære demokrati, medejerskab i omstillingen, samt civilsamfundet i omstilling.
Det betyder mere konkret, at organisationerne fx vil oprette ti lokale borgerting, som skal være med til at planlægge den grønne omstilling i deres kommuner. Derudover skal der oprettes et center for grønt medejerskab, som skal gøre det nemmere for borgere og lokale virksomheder i at få ejerskab i VE-anlæg – noget som regeringens klimaborgerting ligeledes har anbefalet.
“Den Grønne Fond” eksisterede i 1994-1997 og havde til formål at “engagere befolkningen i at fremme en miljøvenlig og økologisk, herunder byøkologisk, udvikling”. Fondens initiativer omfattede såkaldte grønne guider, som gav handlingsorienteret folkeoplysning om “grøn adfærd”.
- Tiden er inde til at fokusere fra politisk side på at sikre civilsamfundets involvering i den grønne omstilling. Uden den er det svært at forestille sig at vores ambitiøse klimamål kan nås. Vi er gået ind i samarbejdet med et håb om en robust aftale, som kan sætte et længerevarende initiativ i gang. Det lange sejltræk er vigtigt, siger Bjarke Rambøll.
esl