25 mia. kr. til innovative klima- og energiprojekter

Danske virksomheder opfordres til at søge EU’s Innovationsfond
4. DEC 2024 10.10

Nu kan virksomheder søge om støtte fra EU’s Innovationsfond, der i år har en pulje på 3,4 mia. euro – svarende til 25,33 mia. kr. Midlerne er øremærket til udvikling af nye innovative klima- og energiteknologier. Ansøgningsfristen er den 24. april 2025. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

– Med EU's Innovationsfond får danske virksomheder en mulighed for at sikre vital finansiering, accelerere grønne teknologier og styrke Danmarks rolle i den globale grønne økonomi, samtidig med at de bidrager til EU’s klimamål. Ved sidste runde hjemtog danske virksomheder omkring 10 pct. af fondens midler, og jeg ser frem til, at flere danske virksomheder søger støtte fra fonden i år, siger vicedirektør i Energistyrelsen Iben Møller Søndergård.

Af de 3,4 mia. euro går 2,4 mia. euro til en generel pulje, mens 1 mia. euro er afsat til projekter inden for elbilbatterier. Samtidig åbner European Hydrogen Bank en særskilt pulje på 1,2 mia. euro til støtte for grøn brintproduktion med ansøgningsfrist den 20. februar 2025.

Danske projekter med succes

Sidste år blev syv danske projekter tildelt i alt 464 mio. euro, svarende til 3,5 mia. kr., fra Innovationsfonden. Projekterne skal tilsammen fortrænge over 33 mio. ton CO2 over 10 år.

Energistyrelsen tilbyder gratis projektvalidering og vejledning til danske aktører, der overvejer at søge støtte. Derudover afholdes webinarer og et nationalt informationsmøde den 9. januar 2025 i København, hvor repræsentanter fra European Climate, Infrastructure and Environment Executive Agency (CINEA) vil præsentere evalueringskriterier og tilbyde 1:1 sessioner.

Læs mere om EU’s Innovationsfond og ansøgningsprocessen på Energistyrelsens hjemmeside.

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter