3F-formand: Lad Arne-pensionen følge stigende pensionsalder
Der er kommet mange bud på, hvordan fremtidens pensionssystem skal skrues sammen, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) har åbnet op for en genforhandling af den såkaldte velfærdsaftale. Den siger, at pensionsalderen skal stige i takt med, at den generelle levealder også stiger.
Og den del har fagforeningen 3F's formand Henning Overgaard i princippet ikke noget imod. Han mener bare, at retten til den såkaldte Arne-pension - der egentlig hedder tidlig pension - skal følge med i samme takt. Det vil sige, at når pensionsalderen vokser med et år, skal perioden, hvor man kan modtage Arne-pension, også forlænges med et år.
Det siger han til Børsen med henvisning til, at der er forskel på, hvor længe bestemte faggrupper kan holde til at arbejde - og hvornår de træder ind på arbejdsmarkedet.
- Man kan ikke bare blindt blive ved med at hæve pensionsalderen, uden at man sikrer tryghed og ordentlige ordninger for dem, der har været flest år på arbejdsmarkedet, siger han til Børsen.
3F er landets største fagforening. Henning Overgaard mener ikke, at forslaget favoriserer 3F's medlemmer på bekostning af andre. Han mener bare, at det giver dem en "fair og retfærdig" mulighed for at kunne nå at trække sig, før deres kroppe er slidt op.
I FH mener man også, at retten til Arne-pension skal udvides. Her er holdningen dog også, at den planlagte stigning i pensionsalderen helt skal sløjfes.
jel - /ritzau/