Aarhus Havn giver grøn rabat
AARHUS: Fra 1. januar giver Aarhus Havn, som den første havn i Danmark, rabat til alle skibe, der opnår mindst 30 point i ESI, Environmental Ship Index, hvor skibene tildeles point i forhold til deres udledninger af CO2, SOx, NOx samt deres mulighed for at modtage landstrøm.
Aarhus Havn har modtagepligt i forhold til de skibe, der ønsker at anløbe havnen. Derfor har Aarhus Havn stort set ingen indflydelse på, hvilke skibe der anløber og ej heller på skibenes anvendelse af brændstof.
- Derfor forsøger vi nu at motivere skibene med et økonomisk redskab, der peger i retning af bæredygtighed. Det er selvfølgelig vores håb, at de rederier, der allerede sejler til og fra Aarhus, vil reagere positivt på muligheden for at spare skibsafgift, siger kundechef ved Aarhus Havn Nicolai Krøyer.
Rabatten er en del af Aarhus Havns bæredygtighedsstrategi, og rabatten udgør per 1. januar 4,5 pct. af skibsafgiften. Rabatten kan muligvis også skabe et økonomisk incitament for nye skibe.
- Vi er naturligvis spændte på, om det har en forretningsmæssig effekt, at vi er first mover på bæredygtige skibsafgifter. Vi håber på, at vi på den baggrund kan tiltrække nye kunder, der i forvejen har en bæredygtig profil og således kan se fordelen ved at anløbe her til en lavere pris, siger Nicolai Krøyer.
esl