ABB fastholder rekordhøj indtjening
Nordmanden Morten Wierod kunne i dag som topchef for ABB præsentere gode resultater. Her er han i forbindelse med et sponsor-event i Mexico i 2023.
Foto: Eric Alonso/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Trods vigende marked:
ABB fastholder rekordhøj indtjening

ABB's nye norske topchef præsenterer stærke resultater på trods af lavere vækstforventninger.
17. OKT 2024 15.15

ABB har i tredje kvartal 2024 formået at øge omsætningen og opretholde sin rekordhøje overskudsgrad. Virksomheden, der har hovedsæde i Zürich, Schweiz, præsenterede en omsætningsstigning på to pct. til 8,15 mia. USD (ca. 57,9 mia. kr.). Det skriver den schweiziske avis Tages-Anzeiger.

- Selvom nogle forretningsområder ikke leverede optimal performance, har vi gentaget vores rekordhøje EBITA-margin, siger nordmanden Morten Wierod, der er ny CEO hos ABB.

EBITA-marginen måler, hvor stor en andel af omsætningen der bliver til overskud før renter, skat og afskrivninger på immaterielle aktiver. Det er en vigtig indikator for, hvor effektivt en virksomhed drives.

ABB opererer blandt andet indenfor olie, gas, CCS og vindenergi, hvor de leverer teknologiløsninger til at optimere energiforbrug og reducere CO2-udledninger. Virksomheden bidrager til den grønne omstilling ved at udvikle innovative løsninger til energiinfrastruktur og industri, herunder PtX-teknologier.

Nettoresultatet steg med syv pct. til 947 mio. USD (ca. 6,7 mia. kr.), og ABB's resultater var i overensstemmelse med analytikernes forventninger. Selvom omsætningen landede i den lave ende af forventningerne, formåede ABB alligevel at opnå en højere indtjening end forventet, blandt andet på grund af forbedret effektivitet og lavere omkostninger.

– Vores stærke præstation i tredje kvartal fører til en opjustering af marginprognosen for hele året, siger Wierod.

Med andre ord forventer ABB at tjene en større del af deres indtægter på deres drift end tidligere forudset.

Morten Wierod tiltrådte som CEO for ABB i oktober 2023, efter at have været leder af virksomhedens Electrification-afdeling.

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter