Allerede tre rekorder for vindenergi i 2020
Starten på det nye år har på mange måder været omblæst med corona-smitte og efterfølgende økonomisk krise. Men det har været en god start for vindindustrien, som allerede har kunne notere sig tre nye rekorder, viser en opgørelse fra Wind Denmark.
Således har godt 60 pct. af det samlede elforbrug i Danmark været dækket af vindenergi, hvilket er en rekord og en 30 pct. stigning i forhold til 2019.
- Den grønne omstilling af elsystemet runder nu endnu en milepæl og det er en god nyhed i en ellers svær tid, at vindenergien i det danske elsystem kan dække en så stor del af forbruget. Det er et super udgangspunkt for de kommende klimahandlingsplaner, hvor vindenergien bør udnyttes maksimalt som energisystemets hjørnesten. Det kræver dog nogle snarlige og nødvendige tiltag fra politisk hold, så vi kan komme videre med den grønne omstilling. Elektrificering af alle sektorer skal være et nøgleord i disse forhandlinger, siger Jan Hylleberg, administrerende direktør i Wind Denmark.
Derudover har man set en rekordlav gennemsnitelig afregningspris i 2020, som har i Vestdanmark på 12,4 øre/kWh og 13,7 øre/kWh i Østdanmark i årets første tre måneder.
Den tredje rekord består i antallet af antallet af vindmøller, som producerer strøm uden tilskud, hvor der lige nu er godt 2.700 vindmøller landvindmøller, som ikke længere modtager offentligt tilskud. Dermed er det godt to ud af tre vindmøller på land, som producerer strøm uden tilskud.
- Uanset, at den gennemsnitlig afregningspris i februar og marts i Vestdanmark var knap 10 øre/kWh, og omkostningerne til driften derfor ikke i alle tilfælde kan dækkes af indtægten fra elmarkedet, så fortsætter de stadig flere danske tilskudsfrie vindmøller med at bidrage til elforsyningen. Alle danske vindmøller bidrager til elforsyningen under coronakrisen og endda med et meget højt produktionsniveau, siger Jan Hylleberg.
esl