Birgit S. Hansen efterlader "en elefant i rummet"
FREDERIKSHAVN: Birgit S. Hansen (S) forlader borgmesterposten i Frederikshavn til fordel for et job hos KL, meddelte hun og KL i dag. Det sker samtidig med, at en advokatundersøgelse af hendes rolle i en meget omstridt havnesag er i gang.
Borgmesteren er blevet beskyldt for at have undladt at fortælle resten af kommunalbestyrelsen, at det stod skidt til med økonomien i havnen - så skidt, at kommunen i foråret blev nødt til at overtage den selvejende havn.
Økonomiudvalget har bestilt advokatundersøgelsen, og samtidig har udvalget bedt det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen vurdere, om sagen er kørt efter bogen.
- Jeg ved godt, at der er en stor lyserød elefant i rummet. Men den undersøgelse kommer frem til samme resultat, uanset om jeg er borgmester eller ej. Jeg skal interviewes til undersøgelsen 12. november, og det løber jeg ikke fra, selv om jeg får nyt job, siger Birgit S. Hansen til Nordjyske.
S-spidser til møde
Ifølge avisen er det endnu uafklaret, hvem der skal afløse hende som borgmester frem til næste valg, men viceborgmester Peter Nielsen (S) og gruppeformand Karsten Thomsen var ved frokosttid inviteret til møde på borgmesterens kontor. Peter Nielsen oplyser, at han ikke var orienteret om borgmesterens nye job, før offentligheden fik besked.
Partiet valgte i juni Anders Brandt Sørensen (S) som ny borgmesterkandidat, men da han ikke sidder i byrådet nu, kan han ikke overtage posten. Derfor peger pilen formentlig på en af de to.
Den nye borgmester skal vælges af kommunalbestyrelsen, hvor Socialdemokratiet har absolut flertal.
Venstres gruppeformand, Jan Bjeldbak, siger til Nordjyske, at han håber, borgmesterskiftet bliver "en gylden mulighed for at rykke sammen i bussen" og samarbejde bredt - ligegyldigt hvem afløseren bliver.
- Uanset hvem det er, så rækker jeg hånden frem, siger han.