Bornholm træder ind i Landdistrikternes Fællesråd
Borgmester Jacob Trøst (K) (th) ser frem til samarbejdet og det nye medlemskab af Landdistrikternes Fællesråd. Til venstre ses fællesrådet formand Steffen Damsgaard.
Foto: Bornholms Kommune

Bornholm træder ind i Landdistrikternes Fællesråd

Bornholms borgmester, Jacob Trøst (K) ser store fordele for kommunen i at kunne få opbakning til at tale Bornholms sag bl.a. i forbindelse med at blive energiø.
30. JUN 2023 12.30

BORNHOLM: Bornholms Regionskommune træder ind som medlem af Landdistrikternes Fællesråd. Regionskommunen og dens borgmester, Jacob Trøst (K) ser frem til medlemskabet, og finder det naturligt at indtræde i fællesskabet, der har som mission at skabe et Danmark i balance, hvor det er attraktivt at bo, leve og arbejde i alle dele af landet, skriver fællesrådet.

Bornholm er ligesom flere andre yderkommuner udfordret på sin demografi, og er som ø ekstra udsat, da der ikke er nabokommuner at læne sig opad. Indmeldelsen i Fællesrådet skal ses som et led i Bornholms bestræbelser på at tiltrække flere tilflyttere og at opbygge et på alle måder mere bæredygtigt samfund.

- Som ø og yderkommune er det et stærkt fællesskab at træde ind i. Det har også en stor betydning for os, at Fællesrådet arbejder ud fra en grøn helhedsplan. Planen peger på, at landdistriktskommuner skal sikres kompensationer ved at lægge jord til energianlæg, så den værditilvækst, som energianlæggene vil skabe, også tilfalder de lokalområder, det vil berøre, siger borgmester Jacob Trøst.

- Det er super relevant for Bornholm, som står overfor at skulle lægge ø til Energiøens landanlæg, fortsætter han.

Klima som fokusområde

- Nu hvor Bornholm skal være energiø og lægge jord til store energianlæg, er det endnu mere aktuelt for Bornholm at være med. I Landdistrikternes Fællesråd arbejder vi aktivt for at sikre, at landdistriktskommunerne ikke kun bærer byrden, men også høster gevinsterne ved den grønne omstilling, siger Steffen Damsgaard, formand for den overordnede landdistriktsorganisation, og fortsætter:

- At få det med på den landsdækkende klimadagsorden er et af vores vigtige fokusområder sammen med andre landdistriktspolitiske dagsordener, som jeg er sikker på, at Bornholm kan drage nytte af.

Med Bornholm som nyt medlem runder Landdistrikternes Fællesråd kommune nummer 56.

lal

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter