Bornholms borgmester: Boliger er den største udfordring
Jacob Trøst frygter boligmangel på Bornholm (arkivfoto.)
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Bornholms borgmester: Boliger er den største udfordring

Udbygningen af havvind på Østersøen er allerede bestemt, og mens Rønne Havn er med helt fremme, så halter det med boligmassen. Men initiativerne er allerede sat i gang.
14. SEP 2022 7.50

Dønningerne har knap lagt sig efter, at Bornholm i sidste øjeblik missede chancen for at blive vært for topmødet om udbygning af havvind på Østersøen. Hvad der kunnet have heddet "the Bornholm Declaration" blev i stedet "the Marienborg Declaration". Selvom PR- og brandingværdien er gået tabt for øen, så kommer arbejdet med den store udbygning af havvind til at foregå med Bornholm som centrum. Det ændrer det tabte topmøde ikke på.

Selvom den konservative borgmester Jacob Trøst er meget ærgerlig over den fortabte chance, så ligger det slet ikke til ham at tabe hovedet i vrede.

- På en skala fra 1 til 10, er min ærgrelse 11, men det nytter ikke noget, siger Jacob Trøst og kommer straks med en grund til sit rolige og sindige gemyt:

- Jeg er jo jyde og født i Aarhus, selvom jeg er opvokset i Holbæk.

Hans ærgrelse er aldrig gået udover de strejkende lufthavnsmedarbejder, der gjorde at topmødet blev flyttet fra Bornholm til Marienborg. Det er noget, der er blevet lagt mærke til på øen.

- Jeg har faktisk fået en del takkemails, hvor jeg har fået ros for at holde den gode tone, fortæller Jacob Trøst.

Boliger og arbejdskraft mangler

Rønne Havn, der er centrum for en stor del af udskibningen af havvind i Østersøen, har allerede varslet hurtigere udbygning af havnen. Det betyder, at der kommer til at kunne køre flere udskibningsprojekter på en gang. Samtidig er de bornholmske virksomheder i fuld gang med at gøre klar til det arbejde, der kommer både som udskibninghavn og senere som servicehavn for til vindmølleparkerne tæt på øen.

Det er et arbejde, som Business Center Bornholm allerede er i fuld gang med. Mens den del kører på skinner, så er der et anden område, hvor borgmesteren ser behovet for en indsats.

- Nye boliger er den dagsorden, som jeg har været mest presset på, siden jeg tiltrådte. Vi kan ikke tilbyde nok boliger allerede. Det gælder både til tilflytterne og dem, der kommer her for at arbejde i kortere perioder, forklarer Jacob Trøst.

Og det er ikke kun en slags boliger, der er bliver behov for nu og senere med den grønne udbygning af Østersøen.

- Vi får brug for alle slags boliger lige fra almennyttige boliger til parcelhuse. Vi mangler lige nu 60 SOSU’er, og de har måske ikke råd til en ejerbolig. Der kan også være en del ældre borgere her på øen, som gerne vil flytte i noget nyere, som er bedre isoleret, siger borgmesteren, der ikke udelukkende vil satse på ejerboliger, som man muligvis kunne tænke med en konservativ borgmester.

- Selvom jeg er borgerlig, så er jeg meget social-konservativ. Derfor synes jeg, det er godt, vi har et sikkerhedsnet, der gør, at hele samfundet fungerer, siger Jacob Trøst.

Boligmassen skal også udvides til at omfatte boliger, så det er muligt at flytte til Bornholm for at prøve at bo på øen.

- Det skal være sådan, at man kan prøve at flytte hertil også som børnefamilie uden straks at skulle købe et hus, fortæller han.

Faktisk bliver der allerede arbejdet på, at OK Fonden skal bygge plejecenter og seniorboliger. Og en af de succesrige bornholmske virksomheder er også ved at investere i boliger.

- Ocean Prawns i Nexø er en af de virksomheder med en social bevidsthed, så de bruger noget af deres overskud i et bornholmsk projekt. På Bornholm står man sammen og hjælper hinanden. Det halter ikke med fælleskabet her, fortæller Jacob Trøst, der selv flyttede til øen for få år siden.

Og der er endda andre boliginvestorer på vej til øen.

- Nu begynder det også at være interessant for andre investorer at bygge på Bornholm, og det mærker vi også. I Svaneke vil man bygge en blanding af andels-, almennyttige- og ejerboliger, fortæller Jacob Trøst.

Videre med havnens udvikling

Lokomotivet i den grønne udvikling er havnen, og den skal udbygges endnu mere.

- Der er blevet taget nogle gode beslutninger tilbage i tiden, og det har vist sig at være en rigtig god business case. Nu er der allerede et behov for at få udvidet endnu mere, og det ligger mig meget på sinde. Vi skal prøve at følge med til det store behov, der bliver, forklarer Jacob Trøst.

 

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter