Business Center Bornholm klæder virksomheder på til det store vindboom
Erhvervschef og direktør for Business Center Bornholm kender allerede energibranchen, for hun har tidligere arbejdet hos Ørsted.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

Business Center Bornholm klæder virksomheder på til det store vindboom

Flere passende boliger, der kan huse offshore industrien, er næste skridt på øen. Samtidig bliver kvalifikationerne som underleverandør i vindbranchen opfyldt step by step. Det sker med nøje udvalgte konsulenter.
7. SEP 2022 13.45

BORNHOLM: Målsætningerne fejler intet på Bornholm, og derfor henter Business Center Bornholms erhvervschef Christa Lodahl også erfaring udefra, når hun planlægger, hvordan de lokale virksomheder skal hjælpes bedst mulig på vej. Det er den store udbygning af havvind, er en chance for øen.

Derfor har erhvervschefen været en tur i Grimsby på den engelske vestkyst. Byen er servicehavn for vindmølleparkerne Hornsea 1, Hornsea 2 og skal også være det for Hornsea 3.

- Vi er blevet klogere på, hvordan de har gjort, og så vi kunne også se dimensionerne i det. Man kunne tydeligt se, hvad det gør, når en stor spiller som Ørsted kommer. Ørsted har lagt meget vægt på at få engageret lokalsamfundet. Og man kunne mærke, der var støtte fra lokalsamfundet, forklarer erhvervschef Christa Lodahl.

Hun ser nye muligheder for Bornholm, når øen i fremtiden bliver servicehavn for flere vindmølleparker. Det er her, der er jobs mange år ud i fremtiden, hvor rollen som udskibningshavn kun er for kortere periode i installationsfasen.

- Jeg tror, at det vil få flere unge til at blive på øen frem for at rejse væk. Samtidig vil det tiltrække velkvalificeret arbejdskraft. Det er noget, vi arbejder strategisk på, fortæller Christa Lodahl.

Nye boliger

Og der er behov for at tænke strategisk. Der er nemlig allerede nu mangel på arbejdskraft på øen, og det gælder f.eks. hotellet, som erhvervschefen og jeg netop er mødets på.

- Hotellet her holder lukket om sommeren på grund af arbejdskraftmangel. Derfor er problemet med mangel på boliger stort om sommeren, fortæller Christa Lodahl.

Boliger til dem, der måske kommer for at arbejde i kortere eller længere perioder, bliver der også arbejdet på.

- Vi har snakket om pæne containerbyer specielt til dem, der kommer for at arbejde. Vi kan ikke sende dem i et sommerhusområde, hvor der måske er støj om aftenen, hvor de skal hvile sig. Vi oplever også, at nogle virksomheder tilbyder boliger til deres ansatte, fortæller Christa Lodahl, om en situation der kræver handling.

- Vi skal virkelig tage os sammen og ikke bare vente på, der falder en løsning ned i vores turban, siger erhvervschefen.

Virksomhederne bliver klædt på

Men der er nu ingen fare for, at der bliver hvilet på laurbærene på Bornholm. Business Center Bornholm hjælper nemlig allerede virksomheder på vej til at kunne blive leverandører til mølleindustrien. Her er blandt ISO-certificeringer, der er adgangbilletten til at kunne byde på opgaverne, i fokus.

- Det er vores opgave at hjælpe med certificeringer, og vi gør meget ud af at finde de rette konsulenter til opgaven, der møder virksomheder i øjenhøjde. Vi har nu ti virksomheder, der er på vej gennem et forløb. Og vi kører også et klimaforløb, hvor der bliver fokuseret Science Based Targets Scope 1 og 2, siger Christa Lodahl.

Det er nemlig allerede sådan nu, at eksempelvis Siemens Gamesas bæredygtigschef kraftigt anbefaler deres underleverandører at komme i gang med de såkaldte Science Based Targets. Det drejer sig om kunne kortlægge virksomhedens CO2-udledning både direkte og indirekte i den enkelte virksomhed. Næste skridt er Scope 3 - hvor hele virksomhedens forsyningskæde udledning skal kortlægges. Men der bliver også hjulpet på andre fronter.

- Vi hjælper også virksomheder med juridisk rådgivning fx i forbindelse med kontrakter, siger Christa Lodahl.

Der er en ting fælles for de konsulenter, der bliver hyret ind.

- Vi gør meget ud af at finde det helt rigtige match med vores konsulenter. Som jeg sagde, så skal det være i øjenhøjde, så det kan passes ind i driften hos virksomhederne, fortæller Christa Lodahl om noget, der høster ros hos de bornholmske virksomheder.

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter