Butendiek gav gennembruddet i offshorevind

Rømø Havneservice leverer så god og hurtig service, at kunderne bare bliver ved med at ringe – nærmest fra hele Europa
26. OKT 2021 14.15

Det er tidlig morgen på Rømø med efterårets regn og rusk, da Torben Krog tager imod i sin virksomhed Rømø Havneservice. Han er ved at rense et vaskemaskineafløb sammen en med arbejder. Det er en svær opgave, for vasken af smedearbejdstøjet har sat alskens sejlivet skidt i afløbet. Det må bores ud, og det er en tidskrævende opgave.

- Så virker det jo bagefter, siger Torben Krog glad, selvom opgaven virker lidt umulig for andre.

Umulige opgaver er til for at blive løst, det er der ingen tvivl om hos Rømø Havneservice.

Torben Krog viser vejen til sit kontor, hvor hylden over mødebordet er overfyldt med vækstpriser. Det går nemlig særdeles godt, og det har noget med vindmøller at gøre.

Rømø Havn er nemlig servicehavn for den tyske havmøllevindpark Butendiek, der ligger cirka 34 km ud for den tyske naboø Sild. De 80 vindmøller blev taget i brug i 2015, men allerede under opførelsen var havnen på Rømø Havn center for servicen. Selve udskibningen af elementerne foregik fra Esbjerg, mens medarbejderne blev sejlet ud fra Rømø i crew transport vessels (CTV’er).

Det er her en del af Rømø Havneservices succes ligger begravet.

- Det var der, vi startede i offshore vindindustrien, hvor der lå 12-16 CTV’er her i havnen, fortæller Torben Krog.

Firmaet udviklede også en speciel grab, der blev brugt til at løfte 1,5 ton tunge filtsække med sand ned til rundering omkring vindmøllerne. Udviklingsarbejdet går endda videre, for Rømø Havneservice har også stået for et dokkersystem og sonarholdere i rustfrit stål og aluminium.

Kunderne holder ved

Men servicen og vedligeholdelsesarbejdet med CVT’erne stoppede ikke, da installationsfirmaerne rykkede videre. Der er stadig få opgaver på Rømø, men endnu flere service og reparationer ude i verden med skibstypen. Og kunderne der har brugt Rømø Havneservice en gang, de bliver ved med at ringe.

- Vores kunder vil gerne betale for vores arbejde og kvalitet. Det er ikke prisen. der tæller. Det er deres nede-tid. Vi rejser til Belgien, Holland, Tyskland, England for at arbejde udover Esbjerg og Thyborøn.

Her husker Torben Krog særligt en opgave, som han selv var afsted på.

- Jeg kørte til Billund Lufthavn klokken 03:00 og fløj til Amsterdam og videre til Manchester, hvor jeg tog en taxi til Barrow-in-Furness. Der arbejdede jeg 43 minutter effektivt og overnattede på hotel. Og jeg var hjemme næste formiddag igen, fortæller Torben Krog om en opgave, der giver løn for alle timerne, som han er hjemmefra.

Der er en grund til, kunder ikke hyrer et lokalt firma til at løse opgaven.

- Det er hurtigere at bestille os end et engelsk firma til at løse opgaven, fortæller Torben Krog, der ejer virksomheden sammen med vennen Pau Schramm.

Man mærker tydeligt en stolthed hos Torben Krog over reponstiderne og servicen, der er kendt hos kunderne.

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter