Byttehandel i Aabenraa giver bedre plads til både by og havn
Dette område nord for Kilen midt i Aabenraa overtages af kommunen.
Foto: Aabenraa Kommune

Byttehandel i Aabenraa giver bedre plads til både by og havn

Handlen muliggør byudvikling, klimasikring og måske et nyt museum midt i Aabenraa, mens havnen får plads til udvikling.
30. APR 2021 8.31

AABENRAA: En stor, strategisk handel mellem Aabenraa Kommune og Aabenraa Havn blev torsdag underskrevet af borgmester Thomas Andresen (V) og bestyrelsesformand Erwin Andresen.

Handlen betyder, at kommunen overtager et havneområde midt i byen, der skal bruges til byudvikling, mens havnen overtager en tidligere kraftværksblok på Ensted Havn et stykke syd for byen.

- Fra Aabenraa Kommunes side investerer vi med denne handel stort i fremtidig byudvikling med indbygget klimasikring af Aabenraa by. Overtagelsen af området Nord for Kilen giver helt nye muligheder for attraktiv byudvikling i midten af Aabenraa by tæt på både skov og vand. Overtagelsen spiller sammen med den generelle fremtidsvision for Aabenraa by med både bosætning, bæredygtighed og byomdannelse for øje, siger borgmesteren.

Der kan på området blive plads til op til 600 boliger, caféer, restauranter, specialbutikker, grønne opholdsarealer, åløb og bassiner til opsamling af regnvand.

- Det er lykkedes i andre kommuner at lave den gode kobling, når det kommer til havneudvikling. I Middelfart er der et godt samspil mellem byudvikling og kultur, mens man i Fredericia har udvidet aktiviteterne med transport- og logistikcenter ved motorvejen. Det ser vi som gode eksempler på fremtidens byer og havne, siger Thomas Andresen.

Nyt museum

Handlen er ligeledes et stort skridt i ambitionerne om et nyt museumsbyggeri med fokus på sønderjysk kunst- og søfartshistorie på området Nord for Kilen.

Aabenraa Havns overtagelse af EV3 på Ensted Havn giver mulighed for at fortsætte den strategiske havneudvikling.

- Overtagelsen virkeliggør ambitionerne i den ejerstrategi for havnen, som byrådet godkendte i 2019. Når Aabenraa Havn også overtager området fra EV3 på cirka 100.000 m2, vil havnen eje hovedparten af det gamle kraftværksområde og dermed samlet have tilført cirka 350.000 m2, som kan bruges til at videreudvikle fremtidens havnedrift, siger bestyrelsesformand i Aabenraa Havn, Erwin Andresen.

Aabenraa Kommunes borgmester glæder sig over, at Aabenraa Havn nu får endnu bedre forudsætninger for at fortsætte den strategiske udvikling med blandt andet bæredygtig udvikling og Power-to-X.

Tidligere på ugen offentliggjorde Linde Gas planer om at involvere sig i et Power-to-X-projekt på Aabenraa Havn, og både det og handelen med kommunen taler ind i havnens dagsorden med grøn transformation og bæredygtighed i fokus, siger bestyrelsesformanden.

Området på Ensted Havn overtages af Aabenraa Havn. Foto: Aabenraa Kommune.

ak

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter