CO2-lagring kan skabe 1.600 arbejdspladser i Danmark
I sidste uge lancerede regeringen den første del af et udspil for en samlet, national strategi for CO2-fangst og -lagring (CCS). Udspillet er generelt blevet mødt med optimisme og glæde, da hele CCS-området indeholder store perspektiver for Danmark.
Regeringen lægger blandt andet op til, at Danmark i fremtiden skal kunne importere CO2 fra andre lande, som så enten kan lagres i fx Nordsøen eller bruges i Power-to-X-processer i Danmark til produktionen af bæredygtige brændstoffer. Dansk Industri har tidligere meldt ud, at import af CO2 kan blive et nyt erhvervseventyr for Danmark.
- Vi har muligheden for at udvikle en hel ny industri, som kan eksportere klimaneutrale brændstoffer til resten af verden. Det vil kræve, at industrien har tilstrækkeligt med CO2 til rådighed, som kan omdannes til brændstoffer. Til gengæld vil det betyde, at vi får lettere ved at opfylde vores eget klimamål, samtidig med at vi hjælper andre lande med at nå deres klimamål og tjener penge på det, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
Det vil selvsagt også kunne skabe arbejdspladser i Danmark. Det dansk rederi Dan-Unity vil fx specialisere sig for transport af indfanget CO2 til lagre i Island, mens at Ineos vurderer, at CO2-lagring i Danmark vil kunne skabe cirka 1.600 jobs.
Det skriver JydskeVestkysten.
- Hvis det viser sig at være muligt at lagre CO2 i Nordsøens felter, og man kommer op i en skala på 8 mio. ton CO2-lagring om året, som svarer til tallene i regeringens klimaprogram, vil det ifølge vores og Global CCS Institute’s beregninger skabe cirka 1.600 arbejdspladser, hvoraf jeg regner med, at en stor del vil havne i Esbjerg og hos folk, der i dag arbejder i olie- og gassektoren, har Johan Byskov, Business Development Manager hos Ineos Oil & Gas DK tidligere fortalt til JydskeVestkysten.
Regeringen har annonceret, at de vil præsentere resten af deres udspil til en national CCS-strategi efter sommerne, hvor der også vil være politiske forhandlinger om den endelige plan.
esl