Corona kan gøre Tyra Genopbygningsprojektet én mia. kr. dyrere
Genopretningsprojektet af Tyra-feltet er et historisk stort projekt, som byder på en af de største investeringer i Danmark historie, som blev vurderet til at kunne løbe op i hele 21 mia. kr. Trods coronapandemiens indtog i Danmark, forløb nedtagningen af Tyra-platformene efter planen sidste sommer.
Det er dog ikke gået helt smertefrit for Total, der står i spidsen for projektet. På grund af flaskehalsproblemer og coronarestriktioner hos en række af Totals underleverandører, måtte man i november melde ud, at installation af de fire nye platforme kan af hensyn til vejrforhold kunne foregå i løbet af sommeren, og installationen er således ændret fra 2021 til 2022.
Dermed blev projektet samlet set forsinket til 2023.
I den forbindelse oplyste Total, at man ikke forventede, at den samlede inveteringsomkostning ville blive påvirket af forsinkelserne. Siden har der ikke været nye offentlige vurderinger af de samlede omkostninger fra Totals side.
Helt så optimistiske er norske Noreco dog ikke. Noreco købte i 2019 Shells ejerandel af Dansk Undergrunds Consortium (DUC) for 12 mia. kr. og er derfor en del af DUC-kredsen sammen med Nordsøfonden og TotalEnergies.
I en afrapportering har Noreco gjort status for genopretningsprojektet, hvor Noreco noterer sig, ligesom Total, at projektet har været ramt af forsinkelser på grund af coronarestriktioner hos underleverandørerne McDermott i Indonesien og Rosetti Marine i Italien.
Noreco noterer sig dog også et voksende pres på de samlede omkostninger primært på grund af corona. Noreco vurderer derfor selv, at projektet vil koste cirka 22 mia. kr. i stedet for de 21 mia. kr., som DUC vurderede før corona.
DUC-partnerkredsen har ikke genvurderet de samlede omkostninger og budgettet siden 2017 og har derfor ikke regnet på de mulige konsekvenser i forlængelse af coronapandemien.