Coronaudbrud på tre af DUC's platforme i Nordsøen
Der har under coronakrisen været en række coronaudbud i Nordsøen, men indtil videre er Total og platformene i den danske sektor af Nordsøen sluppet billigt. Det er dog umuligt helt at undgå, og nu er Total og DUC også blevet ramt af coronasmitte i Nordsøen.
Total har således konstateret fem smittede på Halfdan A-platformen, en enkelt smittet på Dan F-platformen, mens to personer er testet positiv på beboelsesplatformen Crossway Eagle i løbet af den seneste uge.
- Mere end et år inde i pandemien har vi oplevet de første tilfælde af Covid-19 offshore, og vores vigtigste prioritet er fortsat at sikre vores medarbejderes sundhed og sikkerhed, mens vi håndterer situationen i overensstemmelse med vores responsplan og myndighedernes retningslinjer, fortæller Gerald Kloski, Head of Health, Safety and Environment for Total EP Danmark.
Total oplyser, at alle personer, som er testet positiv inklusiv deres identificerede nære kontakter er blevet fragtet tilbage på land, hvor de vil blive behandlet i tråd med de danske myndigheders anvisninger.
Derudover igangsætter Total en særlig rengøringsprocedure for de beboelses- og arbejdsområder, som de berørte personer har befundet sig i, ligesom Total har implementeret yderligere beskyttelsesforanstaltninger og afstandskrav for at forebygge flere smittetilfælde.
- Siden Covid-19-pandemiens udbrud har vi taget vidtrækkende forholdsregler for at begrænse risikoen for covid-smitte blandt vores medarbejdere, og vi er godt forberedte på at håndtere en situation med covid-tilfælde offshore, udtaler Geral Kloski.
Tidligere i år måtte hele produktionen blive lukket ned på Ithaca Energys borerig FPF-1 i Nordsøen, efter at fire medarbejdere var smittet, mens flere ansatte var sendt i isolation for at bremse smitten.
Total oplyser, at smitten mellem de tre platforme ikke er forbundet, ligesom DUC's produktion ikke vil blive påvirket af smittetilfældene.