Da Vesterhav Nord rykkede sydpå: En mærkelig oplevelse med Energistyrelsen
Forsiden på informationsfolderen som Erik Flyvholm stadigt har liggende, viser vindmølleparken Vesterhav Nord placeret ud for Agger Tange modsat af, placeringen inde i samme folder.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

Da Vesterhav Nord rykkede sydpå: En "mærkelig" oplevelse med Energistyrelsen

Selv en vindglad borgmester kan blive overrasket over en havvindmølleparks placering, der pludselig endte foran hans soveværelsesvindue.
25. NOV 2022 13.26

Lemvigs borgmester er faktisk glad for Danmarks vindeventyr, og hans kommune producerer mest grøn strøm pr. indbygger og pr. kvadratkilometer.

Kommunens største havn i Thyborøn er ligeledes klar til at tage opgaver indenfor offshore vind. Det gælder både som servicehavn for kommende vindmølleparker og endda som udskibsningshavn, der ligger således allerede en specialkonstrueret kaj parat til formålet.

Jo, borgmester Erik Flyvholm (V) er begejstret for vindmøller, og han sidder også i Thyborøn havns bestyrelse, hvor offshore vind er en del af fremtiden. Det hele begyndte med et besøg på Christiansborg, hvor et spørgsmål stadigt står soleklar for borgmesteren.

- Det var mens Martin Lidegaard (R) var minister, og han spurgte: ”Vil I have kystnære vindmøller”. Det var før, vi fik vetoret i kommunerne indenfor 12 km fra kysten, fortæller Erik Flyvholm.

Da han senere så et udkast til, at Vesterhav Nord skulle ligge ud for Agger Tange, og dermed altså ikke ud for Lemvig Kommunes kyst, så var der ikke det store at tænke over.

- Vi havde jo set på kortet, at Vesterhav Nord skulle komme til at ligge ved Agger Tange, fortæller borgmesteren.

Men det skulle komme til at ændre sig - endda en hel del, da en delegation fra Lemvig Kommune skulle til orientering hos Energistyrelsen.

- Vi dukker så intetvidende op til et høringsmøde hos Energistyrelsen, hvor der var uddelt en folder, siger Erik Flyvholm, inden han rejser sig og målbevidst griber i en skuffe bag sig.

Frem kommer selv samme folder, hvor forsiden har placeret Vesterhav Nord ud for Agger Tange, men længere inden i informationsfolderen, der har placeringen ændret sig. Erik Flyvholm husker meget tydeligt sin egen reaktion, for det var en meget stor overraskelse.

- Jeg sagde til vores kommunaldirektør: Hvad er det nu for noget? Er vindmølleparken så pludselig ud foran Harboøre, siger Erik Flyvholm og fortsætter:

- Det er en mærkelig historie.

Selvom historien er så mærkelig, at han ikke kan glemme da Vesterhav Syd holdt flyttedag. Han kan dog i dag tage det med en portion humor. Det har også noget med hans egen bopæl at gøre, for Vesterhav Nord kommer til at blive synlig fra borgmesterens eget hus i Lemvig.

- Jeg kommer nok til at flytte mit soveværelse ned i den anden ende af huset, siger Erik Flyvholm med et smil.

Han er dog glad for, at kommunerne i dag kan nedlægge veto mod kystnære vindmøller indenfor 12 km fra kysten.

- Vesterhav Nord kommer jo til at ligge 6-7 km fra kysten, pointerer Erik Flyvholm

IMG_7178 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter