Danmark blev nettoimportør af gas for første gang i næsten 40 år

Danmark har været nettoeksportør af gas siden 1984, men i forbindelse med den midlertidige nedlukning af Tyra-feltet i Nordsøen, måtte Danmark ty til import af gas fra udlandet.
10. JUN 2021 11.37

Danmark har siden 1984 været nettoeksportør af gas, men da Tyra-platformen i Nordsøen blev midlertidigt lukket i 2019, gik Danmark fra at have været et selvforsynende eksportland til at importere hovedparten af gasforbruget.

Danmark var derfor nettoimportør af gas igennem hele 2020, viser Forsyningstilsynets markedsrapport for 2020. 

Produktionen af naturgas i Danmark var på 1,35 mia. kubikmeter i 2020, hvilket er 54 pct. lavere end i 2019 og et fald på 65 pct. i forhold til 2018.

Det danske gasforbrug var på 1,92 mia. m3. Det har været faldende siden 2016 og nåede i 2020 det laveste niveau siden 2002. Det danske gasforbrug er bl.a. påvirket af temperaturen. 

Ikke desto mindre var den samlede import på 2,51 mia. kubikmeter i 2020, hvilket er en stigning på 133 pct. sammenlignet med året før. Den voldsomme stigning skyldes den midlertidige nedlukning af Tyra-platformen.

Importen af gas er større end det danske gasforbrug, hvilket bl.a. skyldes, at en del af importen transporteres videre til Sverige samt injiceres i gaslagrene. Hele den danske import af gas i 2020 kom fra Tyskland via Ellund-punktet, der forbinder Danmark og Tyskland.

Den gennemsnitlige spotpris i 2020 var 9,82 EUR/MWh, hvilket er 26 pct. lavere end i 2019. Den laveste spotpris blev registreret den 30. maj 2020 til 4,03 EUR/MWh. Dette er den laveste dagspris siden 2008. 

Forsyningstilsynet hæfter sig desuden ved, at 2020 var præget af coronapandemien. Tilsynet skriver dog, at man ikke påvise, at epidemien har haft en egentlig effekt på det danske engrosmarked for gas. Omfanget af epidemien betød dog, at Total måtte meddele, at genidriftsættelsen af Tyra-plaformen måtte udskydes med 11 måneder til 1. juni 2023.

esl

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter