Danmark er første land, Indien indgår grønt partnerskab med
Danmark og Indien indgår et nyt grønt samarbejde, der ventes at øge danske muligheder for at levere de grønne løsninger, som Indien med 1,3 mia. indbyggere efterspørger.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet, der kalder det for Indiens første grønne partnerskab med et andet land.
- Vi skal have nedbrudt barrierer også af bureaukratisk karakter, så det bliver lettere for virksomheder at eksportere til Indien og at skabe arbejdspladser i Indien, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag på Marienborg.
Hun har mandag holdt et videomøde med premierminister Narendra Modi om partnerskabet, som rummer et meget stort potentiale for danske virksomheder, der har det svært på eksportmarkederne på grund af coronakrisen.
Partnerskabet omfatter blandt andet energi, vand og klima- og miljøudfordringer. Det er områder, hvor dansk erhvervsliv er førende i verden ifølge Dansk Industri.
Statsministeren fortæller, at Modi under samtalen fortalte, at Indien har "størrelsen", men Danmark har "løsningerne", og nu handler det om rækkevidden og hurtigheden.
Klimamål skaber eksport
Indien er verdens tredjestørste forbruger af energi, men knap 70 pct. af landets energiforbrug dækkes af olie og kul. Der er et enormt potentiale for grønne, danske løsninger i Indiens energisektor.
- Hvis Indien for alvor opnår klimaresultater, det er helt vildt. Det her er en potentiel stor dag for klimaet, siger Mette Frederiksen.
- Jeg tør af gode grunde ikke sætte et præcist tal på. Men potentialet er kæmpestort. Vi eksporterer ganske enkelt ikke nok til det indiske marked, der er kæmpestort, siger Mette Frederiksen.
Der har foregået forhandlinger siden 2018, hvor de borgerlige sad i regering, men mandag udmøntes aftalen.
DI ser det som en historisk samarbejdsaftale, der rummer enormt store muligheder for Danmark og danske virksomheder.
- Indien er verdens tredjestørste forbruger af energi, der primært kommer fra olie og kul. Det skal der laves om på, og danske virksomheder har de nødvendige kompetencer til at skabe et grønnere Indien, siger international direktør Thomas Bustrup i en skriftlig kommentar.
Ritzau