Dansk Energirådgivning har åbnet kontor i Esbjerg

No cure, no pay-modellen rykker tættere på kunderne i Sydvestjylland, hvor tre ingeniører kommer til at rådgive virksomhederne om energibesparelser.
14. OKT 2021 11.09

Så blev det for langt at køre til kunderne i og omkring Esbjerg og Sydvestjylland for Dansk Energirådgivning, der har hovedsæde i Silkeborg. Den rådgivende ingeniørvirksomhed arbejder med energibesparelser hos virksomheder og undersøger, om der er enten EU eller danske støttemidler at hente til formålet. Der er her Dansk Energirådgivning har sit forretningsområde efter princippet no cure, no pay.

- Vi skal kun have penge, hvis kunden kan realisere energibesparelsen og få støttemidlerne til det. Derfor begynder vi altid med en screening på projekterne, for vi er meget interesserede i, at det lykkes for kunden, fortæller Rasmus Haahr, der leder den tre mand store Esbjerg-afdeling af ingeniører.

Netop afstanden til kunderne har været udslagsgivende for at åbne afdelingen. De tre ingeniører kommer til at betjene kunderne i Esbjerg-området samt vestkysten fra Ringkøbing til Tønder og det øvrige sønderjylland. Trekantensområdet vil dog fortsat blive betjent fra Silkeborg.

Selvom det er et stort område, så er der især fokus på virksomhederne i Esbjerg.

- Vi har rigtig mange kunder i det østjyske og midtjyske. Nu vil vi gerne være tættere på de store industrivirksomheder i Esbjerg, så vi kan være hurtigere fremme hos kunderne og give dem en bedre service, fortæller Rasmus Haahr.

Metoderne som Dansk Energirådgivning bruger afhænger af opgaven.

- Vi går både ind med måleudstyr og så bruger vi simuleringsprogrammer. Det kunne være tørring i industrivirksomheder, rensning af spildevand eller vandforbrug. Vi kommer med forslag til en grøn omstilling i virksomheden, fortæller Rasmus Haahr.

Selvom forretningsmodellen synes at bære en stor risiko for virksomheden, så bliver der arbejdet grundigt.

- Vi bruger gerne en dag på at få et overblik i en stor produktionsvirksomhed. Det er en selvfølgelig stor risiko for os, fortæller Rasmus Haahr.

Typisk får Dansk Energirådgivning mellem 10 og 40 pct. af støttebeløbene i forbindelse med en besparelse for kunden.

Esbjerg er ikke det eneste sted, hvor Dansk Energirådgivning åbner, for allerede den 1. november slår firmaet døren op for et kontor i Borup på Sjælland.

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter