Dansk Industri: Import af CO2 kan blive nyt eksporteventyr
Et Advisory Board under DI Energi har i sidste par måneder arbejdet på en række anbefaliner til regeringen forud for en kommende CCS-strategi. Det er der kommet syv anbefalinger ud af.
Den vigtigste anbefaling er nok i sig selv ret simpel, men samtidig afgørende; nemlig erkendelsen af, at CO2-fangst er en forudsætning for de danske klimamål og derfor bør prioriteres på kort og lang sigt – og gerne hurtigst muligt.
- Virksomhederne står klar til at kaste sig over udfordringen, men det haster med at få rammerne på plads. Hvis vi skal nå de ambitiøse målsætninger i Parisaftalen og skabe et nul-emissionssamfund, skal vi i gang med at indfange, lagre og anvende CO2. Med anbefalingerne kan vi forhåbentlig sætte fokus på, hvad der er behov for og skubbe til udviklingen, siger Kim Grøn Knudsen, Chief Strategy & Innovation Officer i Haldor Topsøe og formand for DI Energis Advisory Board.
En anden anbefaling er, at Danmark skal importere CO2, som kan lagres eller bruges til at producere fremtidens klimaneutrale brændstoffer - de såkaldte electrofuels. Der vil nemlig ikke være nok CO2 at hente i de punktkilder, vi har her i landet.
Derfor bliver det nødvendigt at importere CO2, hvis vi skal udnytte teknologierne til at skabe et nyt grønt eksporteventyr. Med energiøerne får vi store mængder vedvarende energi, som – sammen med CO2 – skal bruges til at producere klimaneutrale brændstoffer til fly, lastbiler og skibe.
- Vi har muligheden for at udvikle en hel ny industri, som kan eksportere klimaneutrale brændstoffer til resten af verden. Det vil kræve, at industrien har tilstrækkeligt med CO2 til rådighed, som kan omdannes til brændstoffer. Til gengæld vil det betyde, at vi får lettere ved at opfylde vores eget klimamål, samtidig med at vi hjælper andre lande med at nå deres klimamål og tjener penge på det, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
Brug for beslutninger nu
DI Energy understreger, at teknologien bag CO2-fangst, lagring og anvendelse står foran et stort gennembrud. Lige nu er det dyrt at indfange CO2, men udgifterne ventes at falde i takt med, at teknologien bliver anvendt. Det vil gøre det relevant at fange CO2 fra mindre punktkilder som biomasseanlæg, affaldsforbrændingsanlæg og biogasanlæg.
Der er dog brug for, at der bliver truffet nogle strategiske beslutninger inden for kort tid.
- Der er mange virksomheder, der investerer i fangst og lagring af CO2. Tilsvarende er der virksomheder, som investerer i anlæg, som kan udvikle klimaneutrale brændstoffer. Derfor er det vigtigt, at der bliver lavet en strategi med plads til begge teknologier, så vi undgår fejlinvesteringer, siger Kim Grøn Knudsen.
DI Energis Advisory Board skriver i rapporten, at projekter med CO2-fangst, lagring og anvendelse kan skabe eksport til et stort globalt marked, forbedre konkurrenceevnen for procesindustrien og føre til nye hjemlige grønne arbejdspladser. Det afgørende bliver at få projekterne op i skala, så omkostningerne kommer ned. Derfor anbefaler virksomhederne bag rapporten, at regeringen prioriterer CO2-fangst som et klimapolitisk værktøj.
- Det haster med at få rammerne på plads for fangst, lagring og anvendelse af CO2. Og vi skal i gang med at investere i infrastrukturen, som gør det muligt at transportere CO2. Infrastrukturen spiller en kritisk rolle for, at vi får etableret et marked og en industri omkring de nye teknologier, siger Troels Ranis.
esl