Danske virksomheder konkurrerer om bæredygtighed

Det største pres på danske virksomheders bæredygtighed kommer fra andre virksomheder. Det oplever blandt andre Gurit Wind Systems, der blandt andet taler sammen med andre underleverandører om måder at imødekomme krav fra vindmøllegiganter.
26. AUG 2021 14.46

Det største pres på danske virksomheders bæredygtighed kommer fra andre virksomheder. Det oplever blandt andre Gurit Wind Systems, der blandt andet taler sammen med andre underleverandører om måder at imødekomme krav fra vindmøllegiganter.

Stadig flere danske virksomheder oplever, at bæredygtighed er blevet en væsentlig parameter i konkurrencen. De bliver mødt med krav fra deres kunder, om at de skulle kunne dokumentere, hvor bæredygtige deres produkter er – både når det gælder CO2-aftrykket, generelle miljøhensyn og arbejdstagerrettigheder.

Det viser en analyse med udgangspunkt i DI’s Virksomhedspanel, hvor 63 pct. af 801 adspurgte virksomheder enten er ‘helt eller delvist enige i’, at bæredygtighed i dag udgør en vigtig konkurrenceparameter for deres virksomhed.

– Jeg er personligt overrasket over, at tallet ligger så højt. For et par år siden, var der mange, der sagde, at de forventede, at bæredygtighed ville blive en vigtig konkurrenceparameter i fremtiden. Det er det blevet nu. siger Marie Gad der chef for global udvikling og bæredygtighed i Dansk Industri.

Kravene kommer især fra andre virksomheder

Kravet om dokumenterbar bæredygtighed kommer i høj grad fra virksomhedernes B2B-kunder. Ifølge analysen oplever 75 pct. af virksomhederne, at andre virksomheder stiller krav om dokumenteret bæredygtighed i de produkter, de køber. Markant færre mærker et lignende pres fra andre typer kunder, herunder det offentlige og forbrugere.

Hos Gurit Wind Systems kan general manager Andreas Kipker bekræfte tendensen. Virksomheden, som har hovedsæde i Ringkøbing og har 14 fabrikker i Nordamerika, Europa og Asien, har senest mødt nye krav om at kunne dokumentere deres CO2-regnskab fra de store vindmølleproducenter Siemens Gamesa, Vestas og General Electric.

– Vi mærker de nye krav som en fordel. Som en dansk virksomhed har vi været vant til at være innovative og ambitiøse med vores udvikling, så kravene spiller ind i den måde, vi helst arbejder på. Det er det, der gør os relevante i den globale konkurrence, siger Andreas Kipker.

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter