Diamond Offshore Drilling erklærer sig konkurs
Coronakrisen har ramt oliebranchen hårdt og har banket oliepriserne i bund, aflyst en række projekter og resulteret i fyringer af ansatte. Krisen har nu også betydet, at i forvejen pressede amerikanske Diamond Offshore Drilling har begæret sig konkurs.
Diamond Offshore Drilling havde allerede før coronakrisen udfordrende regnskaber med underskud, mens krisen blot har forværret forholdene hos den amerikanske oliegigant, der har 2.500 ansatte og opererer 15 borerigge verden over.
Diamond Offshore Drilling havde i 2019 et underskud på næsten 2,5 mia. kr., og har over de sidste fem år mistet mere end otte mia. kr., skriver CNN.
Derfor har bestyrelsen valgt at begære virksomheden konkurs under kapitel 11 efter amerikanske konkurslovgivning, hvilket giver muligheden for, at virksomheden kan overleve efter en omstrukturering.
Det er den femte konkurs blandt børsnoterede olieselskaber i løbet af den sidste måned, skriver CNN desuden, mens man forventer at flere vil følge i den kommende tid. Heriblandt er Whiting Petroleum, der ligeledes begærede sig konkurs efter kapitel 11 i den amerikanske konkurslovgivning d. 1. april.
esl