DSV opkøber Kuwait-virksomhed i handel til 26 mia. kr.
Den danske transport- og logistikkoncern DSV overtager virksomheden Global Integrated Logistics (GIL) fra Kuwait i en handel til en værdi af 26 mia. kr. Det oplyser DSV tirsdag i en meddelelse.
DSV køber Global Integrated Logistics af virksomheden Agility, og der er tale om en handel, hvor man betaler med DSV-aktier og altså ikke har penge på bordet. Handlen forventes at være afsluttet i tredje kvartal 2021. Opkøbet er det seneste i en lang række, som DSV har foretaget gennem årene. Det seneste var i 2019, hvor schweiziske Panalpina blev købt for 37 mia. kr., og i 2015 købte DSV amerikanske UTI Worldwide for ni mia. kr.
Med opkøbet overtager DSV 17.000 ansatte, der slutter sig til de 56.000, der i dag er ansat hos DSV. Den kombinerede virksomhed vil få en en årlig omsætning på 142 mia. kr. og blive verdens tredjestørste transport- og logistikkoncern. DSV er målt på omsætning Danmarks tredjestørste virksomhed efter A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk.
Ritzau