Eksperter er ‘målløse’ over afsløringer: Energinet samarbejder med Kina
Energinet har holdt møder med Kinas største elforsyningsselskab. (Arkivfoto.)
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Eksperter er ‘målløse’ over afsløringer: Energinet samarbejder med Kina

Trods advarsler fra PET, så holder Energinet fast i et samarbejde med Kina om elnet og energiinfrastruktur. Sikkerhedseksperter er stærkt bekymrede.
2. OKT 2024 12.57

Lad være med at dele følsomme oplysninger om nye teknologiske landvindinger og kritisk infrastruktur med Kina. Så klar lyder advarslen fra PET og FE i deres årlige trusselsvurderinger. Det budskab er for længst trængt ind hos både erhvervslivet og universiteterne, men anderledes ser det ud i den offentlige virksomhed Energinet.

Her holdt man den 24. april et 'uformelt frokostmøde' med repræsentanter for det kinesiske elforsyningsselskab State Grid, hvis elnet dækker 88 pct. af Kinas landareal.

Mødet er ikke blevet omtalt af Energinet herhjemme i Danmark. Det fremgår hverken af pressemeddelelser eller nyheder på selskabets hjemmeside. Men et kig på mødets dagsorden, som Ingeniøren er i besiddelse af, afslører, at ‘frokostmødet’ har handlet om forsyningssikkerhed i elnettet, styrkelse af fleksibiliteten, brint og flaskehals-problemer i den grønne omstilling.

John Foley, selvstændig og uafhængig cybersikkerhedsrådgiver, ryster på hovedet over, at Energinet og Energistyrelsen kører formaliserede samarbejder med kineserne på så følsomt et område som energi.

- Jeg er målløs. Alene det, at der eksisterer det samarbejde, går imod det, de danske efterretningstjenester ellers tydeligt og klart har sagt om, at man skal holde sig fra at arbejde sammen med russere og kinesere om kritisk infrastruktur. Men så foregår den her slags åbenbart alligevel, siger han.

Også André Ken Jakobsson, adjunkt ved Center for Krigsstudier på Syddansk Universitet, kalder samarbejdet for stærkt bekymrende:

- Det er foruroligende, at danske myndigheder hjælper Kina med at opnå verdensførende indsigter og teknologi. Hvordan man retfærdiggør det, har jeg svært ved at se. Det går imod den vidensoverføring, som efterretningstjenesterne opfordrer os til at passe på med, siger André Ken Jakobsson.

Vil hjælpe Kina med at forurene mindre

Ifølge Peter Markussen, der er Energinets områdeleder for globale aktiviteter, så blev mødet udelukkende afholdt med det formål "at give en gensidig status på den grønne omstilling i Kina, Danmark og Europa, samt hvad de to lande som systemansvarlige for transmissionsnettet kan gøre for at fremme den grønne omstilling," lyder det.

Han fortæller, at samarbejdet på gulvet i Energinet egentlig er drevet fra højeste sted, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siden 2008 har presset på for at få den danske stat til at slå et slag for at få Kina med på den grønne omstilling. Det udløste en kæde af samarbejdsprojekter mellem Energinet og Kina og en meget omfattende samarbejdsaftale mellem de danske og kinesiske myndigheder i 2017, som dog siden er blevet kraftigt beskåret på grund af efterretningstjenesternes advarsler.

Formålet var at hjælpe Kina til at forurene mindre, da det som hjemsted for en femtedel af Jordens befolkning virkelig kunne gøre en forskel for det globale klima. Det førte til, at Energinet og State Grid indgik en samarbejdsaftale i 2022 med henblik på at hjælpe Kina med at nå sin målsætning om at integrere +1.000 GW vedvarende energi i elnettet inden 2030.

Her deler Danmark bl.a. oplysninger med kinesiske State Grid om, hvordan man lægger et roadmap for at opnå et fælles elmarked, og hvordan man balancerer elnettet med brug af vind og sol til brug af state-of-the-art HVDC og AC teknologi ved anlæggelse af storskala-systemer, skriver Energinet i en mail.

- Kina er den største CO2-udleder i verden. Så hvis vi kan give dem nogle gode idéer til, hvordan kineserne kan gøre det bedre på deres elmarked, den måde, de organiserer sig på eller de processer, de har, jamen, så opnår vi jo egentlig noget godt for klimaet, siger Peter Markussen, der understreger, at Energinet også selv får noget ud af samarbejdet.

- Kina er inden for de seneste år blevet førende inden for en række teknologiområder. Så det at få et førstehåndsindtryk er også noget, der giver os en indsigt. Og så er det selvfølgelig også det, at vi er et statsejet selskab, så når Udenrigsministeriet og Energistyrelsen synes, det er en god idé, at vi deltager, så er det selvfølgelig også noget, vi lytter til.

Stærkt bekymrende

André Ken Jakobsson, adjunkt ved Center for Krigsstudier på Syddansk Universitet, er dog ikke beroliget. Set fra hans stol er det nuværende samarbejde en direkte videreførelse af det energipartnerskab, som Energinet og State Grid indgik tilbage i 2017, hvor Danmark ikke lagde skjul på, at formålet var at støtte det dansk-kinesiske energipartnerskab med overførsel af danske erfaringer om tekniske og markedsmæssige spørgsmål.

- Formålet med det igangværende projekt er ligeledes at overføre viden fra Danmark til Kina og at producere ny viden til fordel for Kina, siger han.

Heller ikke John Foley ser ‘frokostmøderne’ som harmløse.

- Energinet prøver selvfølgelig at nedtone farerne ved at samarbejde med kineserne og synes, at det vil være fint, hvis Danmark kunne hjælpe kineserne med mere grøn energi - men hvis der er et land, der er næsten lige så langt fremme inden for grøn omstilling, som Danmark, så er det netop Kina. Og det ved kineserne godt. Derfor har de her sugerøret dybt nede i Energinet for at se, hvad mere de kan samle op, siger han.

Er det, der foregår, en form for spionage?

- Ja, det vil jeg mene. Selv om de kalder det for samarbejde, dialog og ønsket om, at vi gensidigt beriger hinanden, så tror jeg ikke, det er DK, der bliver beriget ret meget. Jeg tror nærmere, det er den anden vej.

Frokostmødet er i øvrigt ikke det eneste, der er sket i regi af den nye rammeaftale. I marts, altså måneden før, var repræsentanter fra Energinet og Energistyrelsen på besøg hos State Grid for at besøge nogle af selskabets forskningscentre samt en gigantisk transformatorstation.

amp



 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter