Elbilers indryk i Danmark får benzinsalget til at rasle ned
Udvalget af elbiler er blevet større, og der er kommet flere billige modeller på markedet. Men skal endnu flere skifte, skal det være mere attraktivt at købe en af de billige, mener FDM. (Arkivfoto). - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Elbilers indryk i Danmark får benzinsalget til at rasle ned

41 millioner færre liter benzin er der foreløbig tanket for. I 2030 vil alle nye biler køre på strøm, vurderer professor. Det kræver billigere biler, siger FDM.
8. NOV 2024 14.20

De fleste bilister har bemærket, at der kører færre biler på vejene med et udstødningsrør i bagenden. Udviklingen er heller ikke gået de bløde trafikanter forbi. Cyklister og gående har opdaget, at de i endnu højere grad skal bruge øjnene for ikke at få en forskrækkelse, når en af de lydløse biler nærmer sig. Kort sagt, så er bilparken i Danmark under forandring.

Særligt i de store byer stiger salget af elbiler, i takt med at fossilbilerne skrottes. Den udvikling slår nu igennem i salget af benzin og diesel. I de første otte måneder af i år er forbruget faldet med syv procent i forhold til samme periode sidste år, viser tal fra Energistyrelsen.

- Nu kan vi se de første tegn på, at forbruget af benzin og diesel falder. Det er begyndelsen på enden for de fossile biler, siger John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet som er brancheforening for ladeoperatører i Danmark.

Fire pct. af faldet tegner benzinforbruget sig for. Det svarer til, at forbrugerne har tanket 41 millioner færre liter benzin i årets første måneder i forhold til samme periode i 2023. Det svarer til, at 40.000 benzinbiler ikke længere kører rundt på vejene, oplyser Green Power Denmark.

- I begyndelsen købte flere familier en elbil som bil nummer to. Men nu ser det ud til, at der i højere grad ryger en fossilbil ud, når der kommer en elbil ind, siger John Dyrby Paulsen.

Salget af biler i oktober er det seneste bevis på udviklingen. Tal fra bilstatistik.dk viser, at 61,3 pct. af de biler, der blev indregistreret i oktober, var elbiler.

Større og billigere udvalg 

Det voksende salg har flere forklaringer, siger John Thøgersen, professor i økonomisk psykologi ved Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet. En af dem er, at elbiler er blevet billigere, at udvalget er større, og at afgifterne fortsat er lave.

- Men det spiller også ind, at batterierne er blevet større, og dermed kører bilerne længere på en opladning. Samtidig er der kommet så mange flere ladestandere, at bilisterne ikke på samme måde som tidligere er bange for at køre tom, siger John Thøgersen.

Selv fik han sin første elbil i 2015. Den kunne køre 120 kilometer på en opladning. Den, han har i dag, kører 400. Trods den voksende interesse er det fortsat kun hver tiende bil i Danmark, der er en elbil, viste tal fra bilstatistik.dk i september.

Alligevel er John Thøgersen optimistisk. Han mener, at alle nye personbiler i 2030 vil være elbiler, sådan som det oprindelig var politikernes vision. Siden er grænsen flyttet til 2035. Han peger på, at det især er ældre bilejere, der holder fast ved forbrændingsmotoren.

- For nogle kan der være noget nostalgisk ved en benzin- eller dieselbil. Men de hører jo fra naboer og børn, der har en elbil, om fordelene, siger han.

FDM vil have nye støtte ordninger

Lidt mindre optimistisk er bilisternes interesseorganisation FDM, som efterlyser, at de mindre elbiler bliver mere økonomisk attraktive. I øjeblikket er bilejere i Danmark delt i et a- og b-hold, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk.

- A-holdet har råd til at købe de dyre elbiler til 300.000-400.000 kroner, hvor man sparer flest afgiftskroner i forhold til en benzin- eller dieselbil. De har samtidig egen ladestander ved parcelhuset, hvor de lader billigt.

- B-holdet må nøjes med en billigere model til for eksempel 200.000 kroner. Her er afgiftsforskellen så lille, at det kan være billigere at købe en benzinbil.

Derfor opfordrer FDM til nye støtteordninger og nævner Frankrig som et eksempel. Her forsøger staten at fremme udbredelsen af elbiler med leasingaftaler målrettet familier med en lille økonomi.

/ritzau/

Benzinstandere erstattes af ladestandere

  • I de første otte måneder af 2024 faldt forbruget af benzin og diesel med syv procent i forhold til samme periode sidste år.
  • Fire procent af faldet tegner benzinforbruget sig for, hvilket svarer til, at forbrugerne har tanket 41 millioner liter mindre benzin.
  • Måned for måned stiger salget af elbiler. I den senest opgjorte måned, oktober, blev der indregistreret i alt 14.409 nye biler, hvoraf mere end 60 pct. var elektriske.
  • I de første ti måneder af 2024 udgør elbilerne 49,5 pct. af salget.
  • I midten af september var der flere end 25.000 offentlige ladepunkter i Danmark. I samme måned året forinden lød antallet på godt 14.000.

Kilder: Green Power Denmark, bilstatistik.dk og Mobility Denmark.

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter