Elforbrug satte rekord - men vind dækkede to tredjedele
Vind dækkede størstedelen af Danmarks forbrug, da landet satte rekord i elforbrug i sidste måned. Her er det havmølleparken Rødsand 2 set fra stranden syd for Nysted på Lolland.
Foto: Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Januar 2024:
Elforbrug satte rekord - men vind dækkede to tredjedele

Historisk elforbrug i januar er bare begyndelsen, hvor kulden bed fra sig. Det er dog ikke sikkert, at rekorden står længe, da el er centralt i klimaomstillingen.
12. FEB 2024 13.45

Det kan ses i danskernes strømforbrug, at 2023 startede med bidende kulde. De iskolde dage i starten af januar tog fire pladser i top fem over dage med det højeste strømforbrug i de 15 år, der er tal for, og måneden som helhed blev den med det største elforbrug. Det viser endelige tal fra Energinet Danmark, som driver det overordnede elnet.

Ifølge chefkonsulent Jesper Kronborg hos Energinet er det en bemærkelsesværdig rekord, der dog også er forventelig.

- Som en del af den grønne omstilling er det en del af strategien at basere mere og mere af energiforsyningen på elektricitet, siger han.

Et eksempel på det kan være, at boligen i stedet for at blive opvarmet af et gasfyr får fjernvarme, så der sendes færre drivhusgasser ud i atmosfæren.

- Så er det i højere grad på fjernvarmeværkerne, der produceres, og de bruger i stigende grad elektricitet til at varme, når priserne er rigtige, forklarer Jesper Kronborg og uddyber:

- De skal altid bruge de billigste kilder, og fordi vi får mere og mere vind, kommer der i stigende grad perioder, hvor varmen kommer derfra, siger han.

Normalt med højere forbrug i de mørke måneder

Et kig på statistikkerne viser, at der normalt ses et højere elforbrug i de mørke, kolde vintermåneder. De ti måneder med det højeste forbrug de seneste 15 år er alle enten november, december eller januar. Her tændes lamperne i de danske hjem for at holde mørket ude, ligesom der skrues op for varmen, som altså i stigende grad kommer fra strøm. Hos Norlys, der har 550.000 private elkunder, har man i den grad mærket, at der har været brugt meget strøm i starten af året.

- Ser man på januar, så er det 26 procent mere end samme periode sidste år. Så vi har set en stor stigning i energiforbruget, siger direktør Mads Brøgger hos Norlys.

Han peger på, at forbrugerne har været gode til at spare på strømmen de senere år, men at der samtidig er sket en udvikling i samfund. Flere ting drives af el, eksempelvis opvarmning af boligen, hvor der er kommet 57 pct. flere varmepumper de seneste to år. Det undrer derfor ikke direktøren, at vi ser forbruget stige, hvilket han peger på er en god ting.

- I takt med at vi elektrificerer mere, så ved vi, at det sker på bekostning af olie og gas, og at benzin- og dieselbiler fortrænges, siger Mads Brøgger.

Januar er den anden måned i træk, hvor strømforbruget sætter rekord, og ifølge Jesper Kronborg fra Energinet kan det godt blive en årlig begivenhed.

- Det er en generel tendens, som vi godt kan forvente også sker fremadrettet.

Han påpeger, at der blev sat en dobbeltrekord i januar, for der blev også produceret rekordmeget vindenergi. Det dækkede to tredjedele af forbruget. Det hænger sammen med, at det blæste meget i januar, mens der er tilsluttet flere vindmøller, og at vi er bedre til at udnytte energien derfra.

- At forbruget er steget, kunne nogle måske være lidt skeptiske omkring, for er det ikke en dårlig ting, at vi bruger mere strøm? - spørger Kronborg og forklarer:

- Men det er en god ting, for det erstatter andre energikilder og er en del af planen for den grønne omstilling.

/ritzau/ jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter