Energinet Gastransmission direktør stopper efter kun 16 måneder
Lone Edelbo er ny direktør i Energinet Gastransmission.
Foto: Energinet.

Energinet Gastransmission direktør stopper efter kun 16 måneder

Lone Edelbo tiltræder 1. februar 2025 som ny administrerende direktør i Energinet Gastransmission, da Rasmus Sielemann Christensen har sagt op. 
18. DEC 2024 14.07

Det er en kvinde med solid erfaring indenfor anlægsprojekter og infrastrukturarbejde, som pr. 1. februar sætter sig på direktørstolen i Energinet Gastransmission. Lone Edelbo indtager således posten bl.a. med en baggrund fra Københavns Lufthavne, hvor hun har været siden 2004, senest i en stilling som udviklings og projektdirektør.

Lone Edelbo overtager efter Rasmus Sielemann Christensen, som kun har været posten siden oktober 2023. Årsagen til direktørskiftet er, at Rasmus Sielemann Christensen har fået tilbudt andet arbejde, og derfor har opsagt sin stilling, oplyser Energinet i en pressemeddelelse.  

- Energinet Gastransmission er en virksomhed i stor udvikling og med mange spændende projekter og opgaver. Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi har kunnet tiltrække en kandidat som Lone Edelbo. Hun er et godt match til Gastransmission og skal nu stå i spidsen for en virksomhed, hvor fagligheden, fællesskabet og holdånden er helt i top. Rasmus har med sin store indsats og ledelsesmæssige kvaliteter bidraget til at Gastransmission står godt rustet til fremtidens udfordringer,  siger Søren Dupont Kristensen, driftsdirektør i Energinet. 

Lone Edelbo glæder sig til at begynde i Energinet og stå i spidsen for Gastransmission.

- Energinet Gastransmisssion spiller en afgørende rolle i både dansk og europæisk energiforsyning, og jeg er imponeret over virksomhedens betydning og dynamiske udvikling. Jeg ser frem til at bidrage til de mange spændende og vigtige opgaver, der venter, og ikke mindst til at lære mine nye, dygtige og engagerede kollegaer at kende, siger hun. 

amp

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter