Energinet regner med tre måneders forsinkelse for Baltic Pipe
Ved udgangen af maj ophævede Miljøstyrelsen miljøtilladelsen til Baltic Pipe-projektet, og Energinet måtte derfor gå i gang med at lukke anlægningsarbejdet ned flere steder. Nu har Miljøstyrelsen dog givet tilladelse til, at arbejdet kan genoptages flere steder.
Der må arbejdes på rørledning i Jylland fra ilandføringspunktet ved Houstrup Strand/Blåbjerg i Vestjylland til modtageterminal Nybro, på modtageterminalen i Nybro, på rørledning på Fyn fra Brylle til Nyborg, på rørledning på Sjælland fra Kongsmark til samlingspunktet med en rørledning over Østersøen til Polen, på ny kompressorstation ved Everdrup i Næstved Kommune og på ny transformerstation på kompressorstationen ved Everdrup, oplyser Energinet.
Omvendt kan arbejdet på den sydøstjyske rørledning mellem station Egtved og Lillebælt og fra Lillebælt til Brylle vest for linjestation Bellinge samt elforsyningen gennem Næstved Storskov fra Haslev til Everdrup kompressorstation ikke genoptages, før der er en ny miljøtilladelse.
Samlet set kan arbejdet på den største del af den 210 km lange rute på tværs af Danmark fortsætte. Men klagenævnets beslutning betyder omvendt at arbejdet på Vestfyn og i Sydøstjylland må udskydes fra 2021 til foråret 2022.
Forventer samlet forsinkelser
Energinet og den polske partner GAZ-System aftalte i 2018, at Baltic Pipe skulle være helt færdig i oktober 2022 og kunne transportere op til 10 mia. kubikmeter gas årligt. Efter ophævelsen af miljøtilladelsen og arbejdet med at indhente en ny tilladelse, vurderer Energinet, at projektet samlet set bliver forsinket med ca. tre måneder.
- Vi arbejder nu stenhårdt på at færdiggøre så meget som muligt, så en stor del af den aftalte kapacitet står til rådighed til den oprindelige deadline, siger Marian Kaagh, vicedirektør i Energinet.
Marian Kaagh forklarer, at nye Baltic Pipe-rør i dele af landet kombineret med den eksisterende danske gasinfrastruktur i en periode kan sikre, at gas kan flyde til Polen som aftalt fra oktober 2022. Hun forklarer ligeledes, at Energinet arbejder på, at den fulde kapacitet er klar inden udgangen af 2022.
Energinet er tilfredse med, at en stor del af arbejdet dermed kan afsluttes som planlagt, og at yderligere gener for mange lodsejere, der skal lægge jord til arbejdet, dermed kan undgås.
- Baltic Pipe er et vigtigt projekt for Danmark og energiforsyningen i Central- og Østeuropa, men vi er fuldt ud klar over, at mange lodsejere helst havde været det foruden. Derfor betyder det meget for mig, at vi kan gøre arbejdet færdigt som planlagt de fleste steder i landet. Men omvendt er jeg meget ked af, at nogle lodsejere har udsigt til en forsinkelse. Vi kontakter nu alle lodsejere for at forklare, hvordan de bliver berørt, siger Marian Kaagh.
Energinet vil hurtigst muligt skaffe sig overblik over, hvilke økonomiske konsekvenser den midlertidige nedlukning og udskydelse af dele af anlægsarbejdet får for projektet.
esl