Energistyrelsen giver grønt lys til forundersøgelser af havvind ved Bornholm

Energinet har fået tilladelse til at begynde forundersøgelser af de kommende 2 GW havvindmølleparker ved energiø Bornholm.
23. JUN 2021 15.31

Energistyrelsen har givet grønt lys til Energinet til at begynde på forundersøgelserne på havet for energiøen og de kommende havvindmølleparker ved Bornholm, der skal have en kapacitet på 2 GW. 

Med tilladelsen i ryggen kan Energinet nu sende skibe i Østersøen for at undersøge og opmåle havbunden i det afgrænsede forudnersøgelsesområde, hvor de to havvindmølleparker kan placeres. Forundersøgelser skal desuden omhandle konsekvenser for miljøet og dyrelivet. 

Der vil blive lavet en samlet strategisk miljøvurdering (SMV) af energiøen og havvindmølleparker, som forundersøgelserne skal bidrage til.

Forundersøgelserne skal desuden hjælpe med at minimere risikoen for vinderne af udbuddet af de to havvindmølleparker. Med den lavere risiko, kan man desuden håbe på, at der kommer en lavere budpris fra de interesserede opstillere. 

Energistyrelsen vil senere i år igangsøtte SMV'en af energiøen Bornholm og de to havvindmølleparker. Der forventes at være en høringsproces i slutningen af 2021 eller i starten af 2022. 

Energistyrelsen gav Energinet tilladelse til at sætte gang i forundersøgelserne for energiøen i Nordsøen tilbage i april. 

esl

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter