Energistyrelsen vedtager plan for Hesselø Havvindmøllepark

Energistyrelsen har vurderet på baggrund af en miljøvurdering af planen for Hesselø Havvindmøllepark og de indkomne høringssvar, at det er muligt at vedtage planen.
19. JUL 2024 11.07

Energistyrelsen har vedtaget planen for Hesselø Havvindmøllepark. Planen beskriver rammerne for den kommende Hesselø Havvindmøllepark i Kattegat. Havvindmølleparken skal bestå af vindmøller, kabler samt eltransformerende anlæg og planlægges nettilsluttet ved Hovegård Højspændingsstation. Det skriver Energistyrelsen.

Havvindmølleparken vil have en samlet kapacitet på 800-1.200 MW. Den endelige kapacitet afhænger af vinderen af udbuddet.

Planområdet er flyttet sydligere

Energistyrelsen har foretaget en større arealmæssig justering, siden planprocessen blev sat i gang i 2020. Havvindmølleparkens planområde er rykket fra det oprindeligt udpegede havområde, da undersøgelser viste blød havbund, der ville besværliggøre etableringen af havvindmølleparken. Den vedtagne plan ligger i et sydligere område, der er vurderet mere velegnet til opstilling af havvindmøller.

Som en del af processen har Energistyrelsen holdt høringer og borgermøder i 2021, 2022 og 2024, hvor borgere, interessenter og myndigheder har indgivet idéer, forslag, bekymringer og spørgsmål til udkast til planen og dens tilhørende miljørapport.

Planen fastsætter de overordnede rammer for kommende anlægsprojekter for Hesselø Havvindmøllepark. Planen alene giver ikke mulighed for etablering af anlæg.

jel

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter