Esbjerg Havn udvider med 1,3 mio. kvadratmeter
Esbjerg Havn udvider med et areal svarende til mere end 180 fodboldbaner for at gøre klar til, at vindmølleeventyret kan vokse sig større.
Foto: Christer Holte

Esbjerg Havn udvider med 1,3 mio. kvadratmeter

Danmarks største havn udvider med 1,3 mio. kvadratmeter for at skabe plads til vindmølleeventyr.
20. AUG 2020 12.53

Danmarks arealmæssigt største havn i Esbjerg bliver nu endnu større, når man nu udvider havneområdet med 1,3 mio. kvadratmeter, oplyser Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse. 

Det gør man for at gøre plads til det kommende vindmølleeventyr, der står for døren i Esbjerg. 

- Vi ved, at udskibning af vindmøller vil stige markant de kommende år. Analyser viser, at der vil blive bygget og udskibet cirka 620 vindmøller på 12 MW årligt. For at kunne imødekomme den massive stigning, har vi arbejdet ihærdigt med at afklare, hvad der skal til, for at vi kan håndtere denne opgave, siger Dennis Jul Pedersen, der er administrerende direktør for Esbjerg Havn.

- Det er derfor, at vi nu sammen med Esbjerg Kommune går i gang med at opkøbe og etablere 1,3 mio. kvadratmeter. Der er massiv efterspørgsel efter mere lagerplads og produktionsfaciliteter, idet vindmøllekomponenterne bliver større og større og dermed vanskeligere kan fragtes på vejene.

De 1,3 mio. kvadratmeter svarer til 182 fodboldbaner, og der er brug for hver eneste kvadratmeter, viser Esbjerg Havns analyse. Med udvidelsen er havnen klar til at være en central spiller i etableringen af den ene af de to energiøer, som regeringen har annonceret i sin klimaaftale. 

- Esbjerg er Danmarks EnergiMetropol, og vi har en klar ambition om at fastholde denne position og udbygge den. Esbjerg er porten til Nordsøen, og her ligger et kæmpe potentiale fx i form af den energi-ø, som fremgår af regeringens klimaplan. Der er allerede udskibet 50 vindmølleparker fra Esbjerg Havn, og der kommer mange flere til, siger Jesper Frost Rasmussen (V), der er borgmester i Esbjerg Kommune.

esl

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter